Aktuelle emner til svinestaldgangen
Centrovice afvikler temaeftermiddag om svineproduktion den 5. december.
Onsdag den 5. december om eftermiddagen afvikles et arrangement hos Centrovice med særlig interesse for svineproducenter og deres medarbejdere, både de danske og udenlandske.
Dermed kan teamet på bedriften tage af sted sammen og blive fagligt opdateret på, hvad der aktuelt rører sig inden for svinebrug.
Programmet afvikles også på engelsk, så også udenlandske medarbejdere kan være med, oplyser det fra Centrovices svinerådgivere.
Der indledes klokken 14.30 med en status på svinepest, og hvad man i forbindelse med det skal være opmærksom på. Derefter vil indlægsholdere fra Hatting Agro, Danbred og Destek fortælle om emnerne ornestationer og sædproduktion, det danske arvlssystem samt hygiejne i svineproduktionen.
Sprogkursus med succes
Om baggrunden for temadagen nævner afdelingschef Ejler Petersen, at rekruttering og fastholdelse af gode medarbejdere er vigtig, og svineproducenterne har mange udenlandske medarbejdere at tage vare på.
- Mange indgår i erfa-grupper, og senest har kurset »Dansk på staldgangen« vist sig at være en succes. Som en naturlig følge har vi derfor lavet et program på engelsk med nogle efterspurgte emner. Og vi opfordrer landmændene til at invitere både danske og udenlandske medarbejdere til at deltage i denne faglige dag, hvor samværet også er prioriteret.
Mødet afsluttes med pølser og brød klokken 17.45.
Alle interesserede er velkomne, og tilmelding skal ske senest fredag den 30. november på telefon 7015 9900 eller www.centrovice.dk, hvor man også kan se det fulde program.





































