- Med den nye prognose for 2019 (december 2018) er svinenoteringen hævet med 94 øre pr. kg fra tidligere 8.94 kroner pr. kg til nu 9,88 kroner pr. kg.

- Da rigtig mange svineproducenter har såvel en fremstillingspris som en nulpunktsomsætning på 9,50 til 9,80 kroner pr. kg, betyder det, at rigtig mange svineproducenter nu går fra røde tal i budget 2019 til sorte tal i budget 2019, fortæller økonomirådgiver Finn Skotte, VKST.

Holder prognosen stiger et slagtesvin med en slagtevægt på 87,5 kg med 82 kroner og en smågris stiger i beregnet notering med 42 kroner.

- Det betyder en merindtjening til en soholder med 1.000 søer med 33,5 grise pr. årsso på 1.400.000 kroner og en merindtjening til en slagtesvineproducent med 10.000 slagtesvin på netto 400.000 kroner.

Videre lyder det fra økonomirådgiver Finn Skotte: - Vi har altså nu for 2019 en prognose inden for et normalområde for en svinenotering, som alt andet lige kunne/skulle give grundlag for en normalindtjening.

Hængeparti på foderkorn

Mange svineproducenter har dog et hængeparti i forhold til normale beholdninger af foderkorn primo 2019 på grund af den svigtende høst 2018. Der har været lavere udbytte på egne arealer og de traditionelle nabohandler i høst har tillige været på et lavere niveau på grund af svigtende høst hos naboer, forklarer Finn Skotte videre.

Der er således mange svineproducenter, som står i en situation, hvor de skal ud og dække et kornbehov af fra nu til ny høst. Det kan afhængig af produktionsstørrelse typisk være 500 til 2.000 tons afhængig af produktionsstørrelse. Dette suppleringskorn kan i forhold til de seneste års prisniveau i høst på 100-110 kroner pr. hkg. måske nu havne i en merpris på 50 kroner pr. hkg.

Det giver en ekstra foderregning ved 500 tons på 250.000 kroner og ved 2.000 tons på en million kroner.

De fleste svineproducenter kigger nu efter mere »normale« priser igen på 2019-høst, idet de fleste svineproducenter er netto kornkøbere.

Læs mere i LandbrugØst i uge 51, der udkommer torsdag den 20. december, men allerede fra lørdag den 15. december kan ses på landbrugoest.dk.
 

Grise