- Vi accepterer ikke ulovlig indtrængen på privat grund, lyder der fra Danske Svineproducenter. Foreningen råder til, at man holder sig væk fra aktivister, hvis man oplever aktivisme på sit landbrug.
Greenpeace-aktivisters ulovligt indtrængen på privat grund på en af ejendommene i familievirksomheden Kjær Knudsen på Midtsjælland er fuldstændig uacceptabel, lyder det fra Danske Svineproducenter.
- Og det skal man som svineproducent naturligvis ikke finde sig i, siger formand Kim Heiselberg.
Producentforeningens direktør Per Bardrum slår samtidig fast, at hvis andre svineproducenter bliver udsat for noget lignende, så er hans bedste råd, at man straks ringer til politiet, og så må de tage affære.
- Jeg råder til, at man holder sig langt væk fra demonstrationen og bare lader politiet klare deres arbejde, siger Per Bardrum.
Forarget næstformand
Næstformand i Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, er forarget over Greenpeace-aktivisternes metoder.
- Det ligner ikke noget. Vi skal ikke finde os i sådan en behandling. Vi passer bare vores arbejde, og det er så åbenbart takken. Det kan naturligvis ikke være meningen.
Producentforeningen opfordrer alle til at kontakte foreningen, hvis man oplever aktivisme eller har mistanke herom.