Nord-West noteringen er mandag steget med 1,50 euro til 71,00 euro, mens noteringen for 8 kilos grise steg med 90 eurocent til 46,60.
Dermed er noteringprisen for smågrisene steget med det dobbelte på et år. I uge 51 i 2018 var noteringen på 36,50 euro.
Det er det lave udbud på det tyske smågrisemarked, der fortsat ikke er tilstrækkeligt til at dække den gode efterspørgsel. Det skriver Danske Svineproducenter.
Som følge heraf stiger de fleste smågrisenoteringer igen, men i mindre omfang end i de foregående uger. Det virker som om markedet leder efter en stabil ligevægtspris for de kommende uger, hvor prisfastsættelsen for mange noteringer udsættes. De fleste tyske omsættere regner i hvert fald med en svagere efterspørgsel og stabile priser på smågrisemarkedet hen over jul og nytår.
Også på det tyske slagtesvinemarked tyder meget på en markedssituation i balance. Mens den tyske interesseorganisation ISN beretter om, at alle slagteklare grise p.t. kan afsættes uden større problemer, skriver slagteriet Tönnies, at virksomheden ikke mangler slagtesvin for tiden. Med hensyn til de kommende helligdage, skal man have i mente, at der kan opstå lidt prispres på grund af de manglende slagtedage.
Efter de store prisstigninger i de seneste uger giver priserne på kødmarkedet lidt efter. Prisen for hele slagtekroppen er faldet med 1 cent i den seneste slagteuge. Slagteriet Tönnies fremhæver, at forædlingsindustrien nu er dækket ind med svinekød til jul. Desuden er eksportaktiviteterne i forbindelse med det kinesiske nytår afsluttet. Åbenbart er efterspørgslens (foreløbige) højdepunkt overskredet.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen i næste uge vil være uændret 71,00 eurol. Det svarer til 566 kroner inklusiv vægtregulering.