Notering: Opsvingssæsonen måske på vej i gang
For anden uge i træk stiger Nord-West noteringen, og samtidig er der stigende noteringspriser andre steder i Europa. Det kunne tyde på, at det sæsonmæssige opsving på smågrisemarkedet er på vej.

For anden uge i træk stiger Nord-West noteringen efter lang tids nedgang. Det kan ses som et tegn på, at opsvingssæsonen er i gang. Arkivfoto.
Mens udbuddet på smågrisemarkedet er typisk for denne årstid, stiger slagtesvineproducenternes efterspørgsel. Som resultat heraf stiger de fleste europæiske smågrisenoteringer. Specielt den kraftige stigning på 2 euro i Holland i sidste uge bekræfter formodningen om, at stigningen i de seneste uger allerede er begyndelsen af det sæsonmæssige opsving på smågrisemarkedet.
Tendensen understøttes af, at Nord-West noteringen i dag stig med 1 euro til 30 euro, mens noteringen for 8-kilos grise stiger med 0,50 euro til 19,50.
Slagtesvineproducenternes optimisme blev imidlertid dæmpet lidt, da den tyske slagtesvinenotering ikke steg i onsdags. Slagteriet Vion i Tyskland truede med en uændret notering, hvis den tyske omsætterorganisation havde hævet noteringen. Truslen resulterede i et markant højere prispres, som tvang omsætterorganisationen til at give efter og ikke røre den tyske slagtesvinenotering, skriver Danske Svineproducenter i en meddelelse.
Den generelle høje usikkerhed for tyske smågriseproducenter og det lave prisniveau på smågrisemarkedet fører til, at antallet af soslagtninger er steget tydeligt i Tyskland. Frem til midten af oktober blev der slagtet cirka 750.000 søer på det tyske marked i år. I forhold til samme periode sidste år er det en stigning på 7,5 procent. Imidlertid skal man tage højde for, at antallet af soslagtninger kommer fra et forholdsvist lavt niveau i 2017, hvor den økonomiske situation var markant bedre.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen sandsynligvis vil stige med 1 euro til 31,00 euro (268 kr. inkl. vægtregulering) på mandag.