Ny aftale sikrer udvikling af slagteriet på Bornholm
Dansk Industri og Fødevareforbundet NNF er blevet enige om en aftale, der sikrer fortsat udvikling af Danish Crowns slagteri i Rønne.

Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm kan glæde sig over en ny aftale, hvor blandt andet den fire-dages arbejdsuge med ti timer lange arbejdsdage er droppet. Arkivfoto
Danish Crown og repræsentanter for medarbejderne på slagteriet i Rønne på Bornholm har tilsluttet sig en aftale mellem Dansk Industri og Fødevareforbundet NNF, som sikrer jobs på slagteriet de kommende seks år.
Medarbejderne skal i tre år fortsat indbetale 4,2 procent af deres løn til et medarbejderselskab, og de har garanti for at få mindst halvdelen af pengene tilbage. De får også en garanti for, at produktionen ikke rammes af nedskæringer de næste seks år, oplyser Danish Crown.
Til gengæld forpligter Danish Crown sig til at forsætte investeringerne i slagteriet på Bornholm. I år investeres omkring 25 millioner kroner i nyt udstyr til slagteriet, og der er i aftalen tilsagn om yderligere udvikling af slagteriet.
Kæmpe skridt fremad
- Vi har haft et rigtigt godt og konstruktivt forhandlingsforløb. Medarbejderne vil gerne sikre deres arbejdsplads, og Danish Crown vil gerne fortsætte udviklingen af vores mindste slagteri i Danmark. På det grundlag er vi blevet enige om en model, som i mine øjne er et kæmpe skridt fremad for både medarbejderne og Danish Crown, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.
Slagteriet har i aftaleperioden fået opbakning fra flere sider, og målet om at undgå en lukning af slagteriet er nået. Det glæder også næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen.
- Vi har haft en god dialog med vores medlemmer og deres repræsentanter på slagteriet gennem hele forløbet. På et stort medlemsmøde i oktober 2018 fik vi mandat til at prøve at lave en ny aftale, og det er lykkedes os at lande en ny og meget bedre aftale med et fælles mål om at fremtidssikre og udvikle slagteriet i Rønne.
Medarbejderønske opfyldt
Efter medarbejdernes ønske afskaffes den fire‐dages arbejdsuge, der var en del af aftalen fra 2014. Den korte arbejdsuge med ti timer lange arbejdsdage har ført til nedslidning blandt medarbejderne på slagteriet, hvor der i dag slagtes 70.000 flere grise end det var tilfældet i 2014.
- Derudover har fire‐dages arbejdsugen haft store konsekvenser for kollegaernes privatliv. Når de arbejder ti timer om dagen, er det svært at have et privatliv med plads til sport og fritidsaktiviteter med børnene. Det har især været en udfordring for de enlige forældre, forklarer Thomas L. W. Hansen, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Rønne, som glæder sig over, ønsket er blevet hørt.
Per Laursen oplyser, at den udfordring er løst ved at lave en aftale, hvor medarbejdernes ønske om at gå tilbage til en fem-dages arbejdsuge imødekommes, mens medarbejderne omvendt har sagt ja til en arbejdstidsaftale, der gør driften af slagteriet langt mere fleksibel.
- Det betyder, fortæller Per Laursen, at vi kan yde både landmændene på Bornholm og Danish Crowns kunder en bedre service, så det er i mine øjne en god aftale for alle parter.
Besparelser på 16 millioner
I 2014 sagde medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne ja til en aftale om at etablere et medarbejderselskab mod en fem‐årig garanti mod lukning og nedskæringer.
Målet med aftalen dengang var at forhindre en lukning af slagteriet og gøre det konkurrencedygtigt ved at nedbringe omkostningerne med 25 millioner kroner årligt.
Hvis omkostningerne kunne reduceres med mere end 25 millioner kroner, skulle de ekstra besparelser sendes tilbage til medarbejderne. På årsbasis blev besparelserne i seneste regnskab opgjort til 16 millioner kroner årligt, men parterne er enige om, at det primære mål om at forhindre en lukning af slagteriet er nået.
Det nye forhandlingsresultat skal nu til afstemning blandt medarbejderne på slagteriet, og resultatet af den afstemning forelå ikke ved redaktionens deadline.