Internationalt set befinder dansk griseproduktion sig i verdenseliten. Det gælder for kvalitet og effektivitet, men også for eksempelvis dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Og det har resten af verden også opdaget. Mere end 130 lande importerer dansk gris.
- Sådan skal det blive ved med at være, siger Erik Larsen, formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, der netop har vedtaget en ny strategi gældende til 2020. Her er udgangspunktet at fastholde og videreudvikle den danske førerposition.
- Vi er ekstremt stolte af at være blandt verdens bedste, og vi ønsker fortsat at være offensive og komme med løsninger på de udfordringer, som skal løftes i de kommende år. Den nye strategi skal bane vejen for nye, store resultater. Tanken er, at hvis vi ikke flytter os, så kommer der nogen og skubber os. Vi foretrækker det første, siger Erik Larsen.

Fokus på slagtegrise

Strukturudviklingen har de sidste mange år bevæget sig i retningen af en øget smågriseproduktion, uden at der er sket en tilsvarende udvikling og satsning på slagtegriseproduktion. Det har betydet en markant stigende eksport af smågrise, og der har været faldende slagtninger de seneste år.
- Den udvikling skal vendes. Det er en topprioritet for os, at der også i fremtiden er en stor slagtegriseproduktion og en stærk slagterisektor i Danmark. En del af løsningen skal findes i vores rammevilkår, men vi skal også selv gøre en indsats og arbejde videre med anbefalingerne i vækstpanelet, siger Erik Larsen.
Han peger blandt andet på, at ny teknologi til reduktion af lugtgener og ammoniakudledning skal gøre det nemmere at leve op til miljøkrav, ligesom der arbejdes på at styrke produktiviteten ved at udvikle produktionskoncepter så som »Produktionskoncept Slagtesvin«.