Penge og kompetencer skal forenes og sætte gang i mere svineproduktion

Ny forretningsmodel til produktion af svin lanceres på Svinekongressen 2019.

Der er rigeligt med kapital, og der er frie kompetencer og entreprenørskab til rådighed – også når det handler om produktion af grise. Det handler om at få dem forenet.

Påstanden kommer fra direktør.nu, en forretningsmodel som lanceres på Svinekongressen 2019. Den er skabt i et fællesskab mellem investorer og virksomhedsrådgiverne Boje & Ladekjær med adresse i Aulum.

- I al sin enkelhed er målet at få penge og kompetencer forenet i store og moderne svineproduktioner, lyder det fra folkene bag.

- Første skridt har været at finde kapitalen, og den er nu til stede. Andet skridt er at finde de direktørkræfter, som både skal forestå den daglige ledelse og samtidigt være aktionærer i virksomheden, og direktør.nu er skabt til dette formål, skriver de i en meddelelse og tilføjer:

Endelig er tredje skridt at finde og leje eksisterende staldanlæg og den efterfølgende indkøring og drift.

Fem aktieselskaber

Forventningen er at etablere fem selvstændige aktieselskaber, som i et formaliseret samarbejde optimerer på alle dele af virksomhedens drift og ledelse, fremgår det af en pressemeddelse.

- Fem selskaber, som har forskellig ejerkreds og hver deres medejende direktør. Så selskaberne både profiterer af en koncentreret fokus på egen produktion og samtidig drager nytte af muligheden for fællesindkøb og afsætning, deling af data og netværk mellem direktørerne osv., lyder det fra stifterne.

Enkel forretningsmodel

Direktør.nu beskrives som en enkel forretningsmodel ifølge hjemmesiden, hvoraf det fremgår, at det overordnede mål er at producere grise ved lavest mulige omkostningsniveau. Investorerne stiller den nødvendige finansiering til rådighed og tager et aktivt medansvar gennem deres plads i bestyrelsen og deres netværk.

- I virksomhederne i direktør.nu modellen er der en klar strategi for indkøb, afsætning og governance, som er med til at sikre en strømlinet produktion, klare opfølgningsprocedurer og dermed optimale indtjeningsmuligheder. Den lokale direktør har heri perfekte rammer for at opnå gode produktions- og økonomiske resultater.

Man kan læse mere på www.direktør.nu

laj

Læs også