Seges Svineproduktion er opmærksom på, at kontrollen af transportegnethed hos særlig 30 kilos grise til eksport er blevet væsentligt skærpet i hele landet. Det sker som følge af sagen fra sidste år med manglende kontrol af logbøger hos myndighederne ved eksport af grise.

Det har ført til, at kontrollen og opfølgning på fund af ikke-transportegnede dyr i højere grad fører til sanktioner.

Seges Svineproduktion meddeler, at de følger situationen tæt, og at de vil opfordre til at urimelige afgørelser om transport af dyr kommer frem i lyset. Konkret opfordrer sektordirektør Christian Fink Hansen til, at sager sendes til Seges Svineproduktion.

- Vi har brug for konkrete eksempler på urimelige afgørelser af dyrenes transportegnethed, siger Christian Fink Hansen.

- Det er afgørende, at sagerne så vidt muligt fremsendes med billeddokumentation eller videooptagelser af dyrene, så vi kan hjælpe med at vurdere dem, lyder det fra Christian Fink Hansen.

 

Mangler klare vejledninger

- Seges Svineproduktion er i dialog med Fødevarestyrelsen og har brug for konkrete eksempler på urimelige afgørelser i den videre dialog.

Det er nyt, at der på den måde sættes fokus på transportegnethed hos 30 kilos grise, og vi har brug for klare vejledninger fra Fødevarestyrelsen, så vi kan undgå den usikkerhed, der er opstået omkring vurdering af dyrenes transportegnethed, fortsætter Christian Fink Hansen.

Seges har fokus på hurtigst muligt at få udarbejdet vejledninger for vurdering af transportegnethed hos 30 kilos grise for de mest almindeligt forekommende skader og få dem afstemt med Fødevarestyrelsen.

- Vi har brug for at få skabt klarhed over, hvilke dyr vi trygt kan sende afsted. Derudover skal der skabes klarhed over Fødevarestyrelsens holdning til transport af søer med yversvamp til slagtning. Flere landmænd oplever i øjeblikket at få afvist søer med yversvamp, og der skal klare retningslinjer på bordet, siger Christian Fink Hansen.
Indtil da opfordrer han til, at de eksisterende vejledninger for vurdering af brok og haleskader hos slagtesvin bruges af alle.

- De er afstemt med Fødevarestyrelsen, og hvis der forekommer afgørelser, der ikke stemmer overens med disse vejledninger, er det vigtigt, at vi får dem frem i lyset, siger Christian Fink Hansen, der tilføjer, at Seges Svineproduktion inden for kort tid, også vil være klar med vejledninger til vurdering af halthed og øresår.