Danske svineproducenter raser: Stop nedladenheden, dyrlægeformand

Landsforeningen af Danske Svineproducenter har ikke meget tilovers for dyrlægeformands kritik af producenternes håndtering af syge svin.

- Det er ganske enkelt uacceptabelt, som formanden for de danske dyrlæger vælger at træde på svineproducenterne med det enkle formål at drive fagforeningspolitik.

Sådan lyder det fra formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, ovenpå den udmelding, som formanden for Den Danske Dyrlægeforening (DDD), Hanne Knude Palshof, lagde for dagen i Effektivt Landbrug i torsdags.

Her fortalte hun, at dyrlægerne længe har været bekymret over manglende kontinuitet i dyrlægernes sundhedsrådgivning, og at det kan være en medvirkende årsag til, at der fortsat er mange producenter, der ifølge dyrlægeforeningen ikke tager korrekt hånd om syge og tilskadekomne svin.

Hendes udtalelser bygger på den nye dyrevelfærdsrapport fra Fødevarestyrelsen, hvor det fremgår, at der var overtrædelser i flere end hver tredje af de 300 særligt udvalgte svinebesætninger, der blev kontrolleret. Desuden var der en stigning i de mest alvorlige overtrædelser.

Føler sig misbrugt

Løsningen er blandt andet at rådgive svineproducenterne mere intensivt, mener Hanne Knude Palshof, der vurderer, at for eksempel de obligatoriske besøg fra dyrlægen fire gange om året i slagtesvinestalde slet ikke er nok.

- Vi har tidligere haft krav om hyppigere dyrlægebesøg, men det gælder ligesom alt andet, at der altså skal være noget at mødes om

Kim Heiselberg, formand, Danske Svineproducenter

Knud Heiselberg mener, at dyrlægerne sælger sig selv for mammon og egen vindings skyld.

- Det er klart, at formanden for dyrlægerne ønsker flere dyrlæger på arbejde i staldene. Det vil altid være en forbandet pligt som formand for en fagforening. Men det gør det ikke mere legitimt, at dyrlægeformanden gør det ved at træde på svineproducenterne, mener Kim Heiselberg, og tilføjer:

- Hanne Palshofs nedladenhed overfor os svineproducenter er ganske enkelt ikke i orden. Vi går hver dag går ude i vores stalde og gør os umage med at passe vores dyr. Det ville Hanne vide, hvis hun kom i de danske stalde, men det gør en kæledyrsdyrlæge vist desværre ikke ret meget.

Holde i hånd

Kim Heiselberg peger på, at Hanne Knude Palshof er nedladende, når hun giver udtryk for, at svineproducenterne ikke kan passe deres arbejde ordentligt, hvis de ikke »taler med dyrlægen i tide og utide«, som han formulerer det.

- Vi anerkender svinedyrlægernes faglighed, og de er vigtige samarbejdspartnere for os, men det er nedladende, at Hanne Palshof vil styre frekvensen af vores samtaler i stedet for at anerkende, at vi naturligvis trækker på dyrlægernes viden og rådgivning i de omfang, der er behov for det, siger Kim Heiselberg, og uddyber:

- Vores udbytte af dyrlægebesøgene og dyrenes velfærd afgøres ikke af en bestemt besøgsfrekvens, men af den enkelte dyrlæges faglighed og dygtighed og dermed det udbytte, vi får af besøgene.

- Vores udbytte af dyrlægebesøgene og dyrenes velfærd afgøres ikke af en bestemt besøgsfrekvens

Kim Heiselberg, formand, Danske Svineproducenter

- Vi har tidligere haft krav om hyppigere dyrlægebesøg, men det gælder ligesom alt andet, at der altså skal være noget at mødes om. Jeg tror, at de fleste er enige om, at det krav ikke gav nogen mening, og det ser jeg ingen grund til at genindføre.

Melder hus forbi

Kim Heiselberg tilføjer, at den debat, der tidligere har været om frekvensen af dyrlægebesøg, er omsonst at tage igen.

- Det er noget, der er uddebatteret for længe siden, fastslår han.

Svineproducenternes formand mener også, at der må være huller i Hanne Knude Palshofs faglige viden.

- Dyrlægen burde blandt andet vide, at man ikke kan bruge resultater fra undersøgelser i en særligt udvalgt gruppe til at generalisere omkring, hvordan det ser ud over en bred kam i dansk svineproduktion, og hvad hun derfor ønsker at belaste en hel branche med.

Endelig falder det formanden for brystet, at dyrlægeformanden over for Effektivt Landbrug gør sig til dommer over de produktionssystemer, vi bruger i dag ved at mene, at de ikke er gode nok.

- Bare fordi, man tager en dyrlægeuddannelse, bliver man altså ikke ekspert i produktionssystemer. Det findes der eksperter i, men det er altså ikke dyrlægerne, lyder det fra Kim Heiselberg.

mip

Læs også