Da Allan Gammelgaard skulle renovere sin svineproduktion i 2013, valgte han at indrette stierne i farestalden til at kunne varetage løse søer, som en del af produktionen.

Til indretningen af stalden var Seges Svineproduktion med fra start for at dokumentere og undersøge, hvordan stierne indrettes optimalt.

Selvom svineproducenten fra Odder startede med at bygge farestierne set ud fra et velfærdsperspektiv, har den anderledes form for management i de nye staldforhold gjort det til en meget attraktiv arbejdsplads.

- Vi har det udgangspunkt, at vi helst vil have et dansk team. Mest fordi jeg synes, at det giver nogen synergier og et andet sammenhold i gruppen. Det har vi nemt kunne skaffe, og jeg tror, det skyldes, at vi har valgt at bygge, som vi har.

- Det er med til at udfordre medarbejderne, da de gerne vil prøve noget nyt. Det er en udfordrende produktion at arbejde i og kræver dygtigt mandskab. Management omkring en løsgående so er noget anderledes, end det er i en boks, lyder det fra Allan Gammelgaard i en meddelelse på svineproduktion.dk.

- Det er derfor en lidt mere udfordrende hverdag, da medarbejderen så vidt muligt skal undgå at gøre soen urolig

Vivi Aarestrup Moustsen, chefforsker, Seges Svineproduktion

Medarbejder hos Allan Gammelgaard Mads Riis Jensen kan godt lide det anderledes management og tror, at det kommer til at præge fremtidens svineproduktion:

- Jeg har valgt at arbejde med løsgående søer, da jeg mener, at det er fremtiden inden for dansk svineproduktion. Jeg tror, at det på et tidspunkt bliver et lovkrav, at alle søer skal gå løse i farestalden, og derfor synes jeg, at det var ret oplagt at komme ud og arbejde med det, fortæller han.

Rolige søer

Det er vigtigt, at medarbejderen er opmærksom, når de gå ind i stien hos soen og generelt arbejder i en farestald med løse søer.

- Der er en del opgaver, som er anderledes for medarbejderne i farestalden, når der er løsgående søer. Det drejer sig blandt andet om at tilse so og grise individuelt mindst én gang dagligt. Ved løse søer er det vigtigt at have en rolig so, så pattegrisene ikke bliver klemt.

- Det er derfor en lidt mere udfordrende hverdag, da medarbejderen så vidt muligt skal undgå at gøre soen urolig, lyder det fra chefforsker Vivi Aarestrup Moustsen, Seges Svineproduktion.

Læs mere om management af løse søer eller se en video med Allan Gammelgaard fra hans stald i Odder via svineproduktion.dk.

cab

Svin