Fasthold produktiviteten i slagtesvineholdet
Nutrimin opfordrer i deres seneste nyhedsbrev til, at slagtesvineproducenter i øjeblikket fastholder de prisaktuelle normanbefalinger, som Seges udsendte i juni 2020, hvor bytteforholdet var historisk højt.

Prisen på korn og sojaskrå er steget markant, og samtidig er kødprisen ikke at prale af længere. Derfor har Nurtrimin undersøgt, hvorvidt det kan svare sig at lette foden fra speederen og gå tilbage til standardnormer til slagtesvin. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
- Hold foden på speederen.
Sådan lyder opfordringen fra Cecilie Willumsen Boel, der er produktkonsulent hos Nutrimin i Nutrimin Ugenyt.
Her gør hun opmærksom på, at Seges i juni 2020 offentliggjorde nye prisaktuelle normanbefalinger til slagtesvin, hvilket rigtig mange af Nutrimins kunder benyttede sig af.
- Dette var i tråd med, at bytteforholdet mellem kødprisen og prisen på foder var historisk højt. Her hoppede mange et trin op i normen for protein og aminosyrer for hermed at opnå blandt andet forbedret foderudnyttelse og tilvækst.
I dag ser situationen noget anderledes ud.
- Prisen på korn og sojaskrå er steget markant, og samtidig er kødprisen ikke at prale af længere. Derfor har vi undersøgt, hvorvidt det kan svare sig at lette foden fra speederen og gå tilbage til standard, lyder det fra produktkonsulenten.
Beregning
Hun påpeger endvidere, at såvel som vi kunne opnå bedre produktivitet ved højere protein- og aminosyreniveau, kan vi naturligvis ligeså opleve en nedgang i produktiviteten ved at reducere i proteinet og aminosyrerne.
- Ved at hoppe et trin ned i normer fra 8,0 til 7,7 gram fordøjelig lysin med tilsvarende reduktion i fordøjelig råprotein og øvrige aminosyrer, samt en pris på sojaskrå på 354 kr., hvede 150 kr. og byg 143 kr. (kilde: Agrocom.dk), kan vi spare knap 3 kr. pr. 100 Fesv., forklarer hun, men påpeger samtidig, at en nedgang i produktivitet koster knap 3,50 kr. i dækningsbidraget pr. slagtesvin.
Cecilie Willumsen Boel forklarer videre, at ifølge »Håndbog i svinehold« vil 5 procent reduktion af aminosyrer medføre, at kødprocenten falder med 0,3 procent, og foderforbruget pr. kg tilvækst vil stige med 0,05 Fesv.
- Ved beregning af DB pr. produceret slagtesvin (VSP’s DB-beregner) vil dette trin ned i normer, med en deraf ringere fodereffektivitet og kødprocent til følge, på trods af en lavere pris pr. foderenhed, koste knap 3,50 kr. i dækningsbidraget pr. produceret slagtesvin.
Øjebliksbillede
- Derfor er vores råd til jer – hold foden på speederen, lyder det i nyhedsbrevet fra produktkonsulenten, der dog samtidig understreger, at udviklingen på råvaremarkedet går rigtig stærkt lige nu, hvorfor beregningen skal ses som et øjebliksbillede.
cab