Den økonomiske udsigt hos svineproducenterne ser lige nu ikke god ud, og de befinder sig i en ekstraordinær situation, hvor de er ramt af en dårlig cocktail med svigtende egenhøst, lav notering og dyrt foderkorn.

Disse omstændigheder medfører, at driftsøkonom Finn Skotte fra VKST slår et slag for dialog.

- Der er behov for dialog landmand og landmand imellem, landmand og rådgiver imellem og ikke mindst landmand og bankrådgiver imellem for at få afstemt aktuelle forventninger til markedsudviklingen lige nu, pointerer Finn Skotte.

Vejrudsigt og køreplan

Han og kollegaerne i svinerådgivningen i VKST indkalder derfor alle svineproducenter til inspirationsaften torsdag den 15. november, hvor den aktuelle økonomiske situation i dansk svineproduktion blandt andet bliver drøftet.

Her vil der således være mulighed for, at svineproducenterne kan drøfte situationen med kolleger i branchen, med rådgivere og med bankfolk.

- På mødet vil svineproducenterne blandt andet blive klogere på, hvordan en opdateret vejrudsigt for 2019 kan komme til at se ud, og hvordan de skal håndtere situationen, forklarer Finn Skotte og tilføjer:

- De får hjælp og inspiration til at få opstillet en køreplan sammen med banken, og de kan få nyheden om, at der er en betydelig chance for, at det måske bliver bedre end det, vi går og forbereder os på.

Læs mere i LandbrugØst i uge 45, der udkommer torsdag den 8. november, men allerede fra lørdag den 3. november kan ses på landbrugoest.dk.

 

Svin