Nyheder til svineproducenter

Gode råd om halebid i haleguide

Uanset om man laver grise med hele haler eller ej, kan man opleve udfordringer med halebid. Det oplyser dyrlægerne hos Ø-Vet i deres seneste nyhedsbrev.

Her peger dyrlægerne på hjemmesiden www.haleguide.dk, som Seges står bag.

- På hjemmesiden kan der findes mange gode råd om tiltag og gode rutiner i forbindelse med forebyggelse og håndtering af halebid, lyder anbefalingen fra Ø-Vet.

 

Lys, brunst og efterår

Vi er allerede godt på vej ind i de mørkere måneder. LVK-dyrlægerne minder derfor om, at man får husket at opjustere på lys i løbeafdelingen især.

- Vi ønsker os mere end 200 LUX, hvor der er mest lys og mindst 100 LUX nede ved hovedet på polte, gylte og søer. Placer lyskilden strategisk korrekt i forhold til inventaret o.lign., lyder anbefalingen fra LVK-dyrlægerne, der i deres nyhedsbrev opfordrer til at lave LUX målingerne helt nede ved hovedet af dyrene.

Der er mange muligheder for ekstra lyskilde, LED-bånd kan ifølge dyrlægerne, hænges op for rimelige penge, ligesom skift til nye lysstofrør hjælper.

- Grundig vask af vægge, vinduer og lyskasser er en selvfølge, lyder det endvidere i opfordringen fra LVK.

 

Dusør for produktionsforbedringer

- Hvordan motiverer I jeres medarbejdere og hinanden til at finde områder, hvor der ligger uudnyttede gevinster?

Spørgsmålet stilles af svinerådgiver Anders Andersen fra Velas, der i nyhedsbrevet »Trynekontakten« påpeger, at det er vigtigt at skabe en kultur, som anpriser nye ideer til forbedringer.

- Der vil altid være små bidder af besparelser eller direkte forbedringer af resultaterne, som ligger og venter på at blive samlet op. Det er blandt andet det vi ser i vores DB-Tjek opgørelser.

- Overvej derfor at indføre en dusør for nye ideer til merindtjening eller produktionsforbedringer. Jeg møder tit medarbejdere, som går med en ide, men som ikke lige får den delt opad i virksomheden. Enten fordi der ikke er en kultur for dette, eller fordi de er bange for, at deres ide vil blive skudt ned, lyder det fra Anders Andersen.

 

Aflysning af årsmøde

Grundet udviklingen af Covid-19 og smittemæssige hensyn, ser Ø-Vet sig nødsaget til at aflyse deres årsmøde i januar 2021.

- Vi vil dog lægge os i selen for at byde ind med fagligt spændende og relevant input på andre måder. Formatet er ikke endeligt fastlagt, men følg med i nyhedsbreve og på Facebook i den kommende tid, lyder meldingen fra Ø-Vet i deres seneste nyhedsbrev.

 

LVK: Mavesårssundhed hos søer er forbedret

I 2017-2019 blev der gennemført en mavesårsscreening af i alt 23266 maver fra søer i 1311 danske besætninger. Screeningen viste, at 3 procent af sobesætningerne, svarende til 34 besætninger, havde så mange søer med mavesår, at de blev pålagt at udarbejde en handlingsplan. Hvor det rent faktisk var forventet at tallet havde været mindst 25 procent af besætningerne, som skulle pålægges en handlingsplan.

Det blev konkluderet i undersøgelsen, at mavesårssundheden overordnet set i DK er forbedret siden 2013, da der er observeret en nedgang fra 37 procent i index 7-10 i 2013 til 21 procent i 2019. Det oplyser LVK i deres seneste nyhedsbrev.

I år er kornet meget tørt og formaler meget fint, det kan give mavesår. LVK-dyrlægerne anbefaler derfor sigteprøver og eventuelt tjek ved USK undersøgelse, hvis der er mistanke om mavesår.

Læs også