Vestjysk smågriseproducent: - Yoghurt-produkt i Pig-Let Startere sænker pattegrisedødeligheden
Vestjysk smågriseproducent med over 1.800 årssøer reducerede pattegrisedødeligheden fra godt 13 procent til godt 10 procent i løbet af 12 uger ved at tildele de mindste grise et yoghurt-produkt i Best Farms Pig-Let Startere.

Brian Jørgensen, Torlundgård, sammen med to af sine medarbejdere. Til venstre er det fodermester Vitalina Berezynets, og til højre er det fodermester Denzel Colim. De seneste tal viser 20,8 levendefødte grise pr. kuld, hvilket placerer den vestjyske bedrift i top-5 på landsplan. Fotos: Erik Kjærgaard Christensen
- Selv om vi har pæne resultater, vil vi altid gerne gøre det lidt bedre, siger smågriseproducent Brian Jørgensen, Torlundgård ved Ølgod i Vestjylland.
Brian Jørgensen har cirka 1.820 årssøer på to ejendomme og eksporterer omkring 69.000 30-kilos grise til Tyskland om året.
De seneste tal fra bedriften viser 20,8 levendefødte grise pr. kuld, hvilket placerer den vestjyske smågriseproducent i topfem på landsplan.
- Når der er så mange levendefødte grise pr. kuld, vil der uundgåeligt være nogle meget små grise imellem. Disse meget små grise har brug for ekstra energi for at komme i gang, siger den vestjyske smågriseproducent.
- For at gøre noget ved det foreslog konsulent Karina Mikkelsen fra FarestaldsEliten os at anvende Pig-Let Startere fra Best Farm til at tildele et yoghurt-produkt tilpasset pattegrise til de mindste pattegrise, fortæller han.
Pig-Let Startere er, som billederne her på siden viser, i grove træk en åben flaske, der er vendt på hovedet, hvorfor der hele tiden vil tilflyde grisene frisk indhold fra flasken.
Mærkbare resultater
- I forbindelse med kuldudjævningen har vi nu tildelt yoghurt-produktet til de mindste cirka 20 procent af alle grisene i over et år ved hjælp af Pig-Let Startere. Resultatet er, at vi nu har færre pattegrise, der dør af sult, fordi de ikke har kræfter til bevæge sig hen til soen og die. Nu er grisene tydeligvis mere livskraftige, fortæller fodermester på Torlundgård, Vitalina Berezynets.
- Helt præcist reducerede vi pattegrisedødeligheden fra godt 13 procent i uge 47 i 2023 til godt 10 procent i uge 7 i 2024, føjer hun til.
- Vi placerer Pig-Let Starterne så tæt på pattegrisene som muligt helt oppe under grisehulerne. Herved sikrer vi, at grisene har den lettest mulige adgang til dem, så de kan komme hurtigt i gang med at optage yoghurt-produktet, forklarer Vitalina Berezynets.
Yoghurt-produktet
Hun fortæller, at pattegrisene får tildelt yoghurt-produktet YoghurLac fra R2 Agro A/S 1-2 gange dagligt efter behov i de første 3-4 dage. Der fyldes cirka 500 millimeter af yoghurt-produktet i Pig-Let Starterne pr. gang, og de er altid tomme om morgenen.
Vitalina Berezynets føjer til, at yoghurt-produktet har den fordel, at det ikke bliver surt.
- Med de erfaringer, vi indtil nu har med at tildele yoghurt-produktet til de mindste pattegrise, er jeg ikke i tvivl om, at vi altid vil kunne sænke pattegrisedødeligheden med mindst to procent med det. Derfor fortsætter vi helt sikkert med at bruge det, supplerer svineproducent Brian Jørgensen.
FarestaldsElitens ide
Konsulent Karina Mikkelsen fra FarestaldsEliten har været med til at opfinde og udvikle Pig-Let Starteren sammen med Best Farm A/S, der producerer den i dag.
- Jeg er i mange år kommet hos Brian Jørgensen, der ligger højt med hensyn til antal levendefødte grise pr. kuld. For at holde liv i flest mulige af de mindste grise foreslog jeg ham at prøve Pig-Let Starteren til at tildele disse grise et yoghurt-produkt, fortæller Karina Mikkelsen og tilføjer:
- Han begyndte med et par stykker, men besluttede sig hurtigt for at købe en halv snes Pig-LetStartere, så der var nok til alle de mindste pattegrise fra kuldudjævningen. Og det rykkede virkelig på resultaterne.
Råmælk er vigtig
- For at det her skal lykkes, er det vigtigt, at de små pattegrise bliver hos moderen i mindst 18 timer, så de når at få tilstrækkeligt med råmælk, inden de flyttes i forbindelse med kuldudjævningen. Ellers klarer de den ikke, uanset hvad man i øvrigt gør, understreger Karina Mikkelsen.
- Når navlestrengene er tørre, og man er sikker på, at grisene har fået råmælk nok, bliver de mindste grise samlet hos den bedste so i forbindelse med kuldudjævningen. Her sættes Pig-Let Starterne med yoghurt-produktet så ind, og de bliver der, indtil kuldet kører, og grisene har tykke maver og ser godt ud, forklarer hun og tilføjer:
- For at få grisene til hurtigt at tage yoghurt-produktet kan man lige putte lidt at det i munden på dem, så de vænner sig til smagen.
Afslutningsvis slår Karina Mikkelsen fast, at Pig-Let starterne skal rengøres grundigt hver dag.