Forberedelser til et godt såbed starter i efteråret med en god jævn pløjning – jo sværere jord, jo vigtigere er det at efterårspløje. Sådan skriver Seges på Landbrugsinfo og uddyber, at jorden om foråret fældharves, når den er tjenlig.

- Det er ikke et mål i sig selv at være den første, der er ude med harven. Ofte kan det være en fordel at starte med at etablere en anden afgrøde og vente med at etablere frøgræsset til det optimale tidspunkt, siger landskonsulent Henning Sjørslev Lyngvig.

Når jorden er »dampet« af, skal den harves op. Såbedet må ikke tørre ud, så såmaskinen bør køre kort tid efter harven. Med udsigt til tørvejr kan det overvejes at tromle efter såning.

Jordtemperatur og jordfugtighed har stor betydning for fremspiringen, og der er stor forskel på de enkelte arter.

Den korrekte sådybde for frøgræs

Korrekt og ensartet sådybde i en bekvem fugtig jord er essentielt, når der etableres udlæg. Småfrøede arter bør sås i en centimeters dybde og arter med større frø i to centimeter. Det vides fra tidligere forsøg, at såning i for stor dybde medfører betydelig mindre fremspiringsprocent. Desuden forsinkes fremspiringen væsentligt.

Ved indstilling af sådybden kan man ikke lide at se frø på jordoverfladen, men det kan, ifølge landskonsulenten, være bedre at acceptere enkelte frø på jordoverfladen end at så for dybt, da det kan hæmme fremspiringen væsentligt.

Rækkeafstand ved forårssåning

Ved såning af udlæg til frø er det for visse typer udlæg en fordel, at udlægget ikke sås i samme sårække som dæksæden. Dette medfører, at udlægget hæmmes mindre af dæksæden, da udlægget får mere lys og luft. Anbefalingen er at så korn på dobbelt rækkeafstand – og græsudlæg i de mellemliggende rækker.

Fremspiring

Jordtemperatur og jordfugtighed har stor betydning for fremspiringen, og der er stor forskel på de enkelte arter:

  • Engrapgræs er 22 dage om at nå 50 procent fremspiring ved 8 grader – 5 dage ved 25 grader
  • Rødsvingel er 12 dage om at nå 50 procent fremspiring ved 8 grader – 3 dage ved 25 grader
  • I tør jord er engrapgræs 51 dage om at nå 50 procent fremspiring. Rødsvingel er i samme jord kun 13 dage om nå den samme fremspiring
  • Eksempelvis svarer 8 kg engrapgræs-udsæd til 2.300 frø pr. m2. Med lidt omtanke burde det ikke være umuligt at etablere 20 planter pr. m2. Dét at kunne bevare fugtigheden er utroligt vigtig for resultatet

Kilde: Seges