Se specialmaskiner i deres rette element
WekoAgros »Kartoffel Demo Tur 2021« indtager Jylland i de næste uger. Her er der primært fokus på kartoffelmaskiner og det brede jordbearbejdningsprogram fra Horsch.
På demodagene præsenteres to stk. AVR Spirit 9200. Fotos: Arne Gejl
I de kommende uger ruller WekoAgros »Kartoffel Demo Tur 2021« gennem Jylland.
Det betyder, at man får mulighed for at opleve store dele af maskinimportørens brede maskinprogram i sit rette element – nemlig under aktuelle forhold i marken og på arbejde i vidt forskellige jordtyper.
Maskinerne vil således blive demonstreret i marken i sønderjyske Vojens og Gram, i vestjyske Tarm og i midtjyske Bording. Der sluttes af i Støvring i Himmerland og Dronninglund i det østlige Vendsyssel.
- Vi giver den gas, konstaterer produktspecialist på Horsch, Arne Gejl, fra WekoAgro.
Første gang med egen stor-demo
Arne Gejl forklarer, at det er første gang, at man hos WekoAgro laver en maskindemonstration på så mange forskellige lokationer rundt om i Jylland, som tilfældet er i år.
Og han glæder sig til at kombinere firmaets kartoffelmaskiner med Horsch-jordbearbejdningsmaskiner.
- Forholdene her om efteråret kan være en udfordring. Lige nu har vi udsigt til en del regn. Så maskinerne får virkelig mulighed for at blive testet og demonstreret under realistiske forhold, pointerer Arne Gejl.
- Maskinerne kommer ud i deres rette element. Det er vigtigt, understreger produktspecialisten.
Det skal dog tilføjes, at bliver vejret for slemt, så kan tur-programmet blive ændret undervejs, ligesom der kan blive tilføjet demo-dage til programmet.
Et godt sædskifte
Arne Gejl minder om, at selvom han primært har sit fokus på Horsch-grejet, så er det vigtigt at huske på, at kartofler kan være et vigtigt værktøj for en planteavler.
- Kartofler hører med til det gode sædskifte. Absolut. Og der gør kartoflerne, fordi de sanerer jorden. Og vi oplever derfor altid en god kornafgrøde efter kartofler, pointerer Arne Gejl.
Foruden Horsch-maskiner til såning og jordbearbejdning, fremvises blandt andet kartoffelmaskiner fra AVR. Det belgiske firma leverer ifølge importøren robuste, sikre og højkapacitets kartoffeloptagere, som er i stand til at levere kartofler af fremragende kvalitet.
- AVR leverer high-end maskiner med så lave totalomkostninger som muligt. Kvalitet, kapacitet og service er nøgleordene. AVR er specialist inden for optagning af kartofler, ligesom firmaet også har specialiseret sig i jordbearbejdning før og efter lægning af kartofler.
Gang i grillen
WekoAgro kan naturligvis ikke garantere godt vejr. Men man forsikrer, at der bliver tændt op i grillen.
- Vi sørger også for noget at skylle ned med, lyder det fra demo-arrangøren.

Sammen med kartoffelgrejet demonstreres diverse Horsch-redskaber til jordbearbejdning og såning.
Disse maskiner bliver fremvist:
Dem kan du se
AVR 9200 CR, kartofler AVR 9200 VW, kartofler Vegniek-toptrækker + Rafale-aftopper, kartofler Horsch, jordbearbejdning og såteknik Uniplus, i udstilling
Annaburger, vogn