Lederuddannelse i landbruget på fuld- eller deltid
10 landbrugsskoler er gået sammen om at tilbyde lederuddannelser på deltid – de første starter op til februar.

Nu kan man tage en af landbrugets lederuddannelser på deltid. Foto: Colourbox
Et nyt partnerskab mellem 10 landbrugsskoler landet over betyder, at endnu flere får mulighed for at uddanne sig som agrarøkonom og produktionsleder.
Hidtil har Landbrugets Lederuddannelser alene kunnet tages som fuldtidsuddannelser, men efter at Agroskolen ved Herning og Asmildkloster Landbrugsskole ved Viborg gennem to år har testet deltids-konceptet, blev der i efteråret godkendt et fem-årigt forsøg af Undervisningsministeriet.
Der er både nu og fremover brug for kvalificeret arbejdskraft i landbruget, og derfor er forventningerne til det nye lederuddannelsestilbud på deltid i den grad til stede.
- Det kan være folk med karriere i erhvervet, der eksempelvis savner den økonomiske del. Her vil eksempelvis dem med familie og fast job i landbruget få mulighed for at erhverve sig en lederuddannelse, lyder det fra Keld Kallestrup, der foruden at være uddannelsesleder på Bygholm Landbrugsskole, tillige er leder og koordinator på det nye partnerskab.
Og det er noget, der ifølge Keld Kallestrup, kan være flere fordele i.
- Man vil blandt andet kunne se sin uddannelse i forhold til de ledelsesudfordringer, man møder i sin hverdag. Teori og uddannelse kan kombineres, forklarer Keld Kallestrup, der tilføjer, at erfaringer med lignende forsøg i mindre skala har været gode – ikke mindst de mange gode synergi-effekter, der lader til at være i det.
Starter til februar
Til februar starter et hold produktionsledere-studerende på deltid.
Keld Kallestrup oplyser, at planen er, at man mødes på en landbrugsskole til opstarten. Herefter er det planen, at man skal mødes en dag hver anden uge, mens resten af undervisningen foregår online med individuelle opgaver.
Som deltidsuddannelse vil uddannelsen, der er målrettet aldersgruppen fra 25 år og opefter, tage længere tid end en fuldtidsuddannelse. Ifølge Keld Kallestrup er der tale om dobbelt tid – hvor en fuldtidsuddannelse på området normalt tager 20 uger, vil det tage 40 uger på deltid.
- Det første hold bliver på 15 elever fra hele landet fra Jylland til Bornholm. Vi har også fået forespørgsler fra danskere i udlandet, der ofte har svært ved at efteruddanne sig, siger Keld Kallestrup, der ser frem til opstart af flere hold senere.