Skovejerne må for driftsåret 2020 notere sig et samlet fald i overskuddet sammenlignet med året før.
Ifølge Dansk Skovforening viser regnskabsstatistikken for »Private Skoves Økonomi 2020« et positivt bidrag til skovenes økonomi fra den traditionelle skovdrift på 275 kroner pr. hektar.
Indtægter fra for eksempel jagt og boligudlejning bidrager ligesom tidligere år væsentligt til det samlede overskud.
Skovejerne må dog for driftsåret 2020 notere sig et samlet fald i overskuddet sammenlignet med 2019. Dog i relativt beskedent omfang.
- Det overordnede billede i Private Skoves Økonomi 2020 viser, at der på landsplan er sket et lille fald i overskuddet sammenlignet med tallene fra 2019. Statistikken viser, at den traditionelle skovdrift fortsat giver et positivt resultat på 275 kroner pr. hektar, og sammen med andre indtægter giver det et overskud på samlet 1.263 kroner pr. hektar, skriver Dansk Skovforening på sin hjemmeside.
Fine jagt-tal
I gennemsnit bidrager traditionel skovdrift – træproduktion, juletræer og pyntegrønt – med de nævnte 275 kroner pr. hektar. Andre indtægter - herunder jagtleje – bidrager med 1.069 kroner pr. hektar i gennemsnit.
Det betyder, at det samlet resultat af skovdriften før rentebetaling, afskrivning og tilskud landet på 1.263 kroner pr. hektar i gennemsnit.
I 2019 gav den traditionelle skovdrift et overskud på 450 kroner pr. hektar, og det samlede, gennemsnitlige resultat var 1.520 kroner pr. hektar.