Biomassen i vintersæden ser foreløbig normal ud for årstiden. Derfor tør vi godt sænke doseringen generelt for de marker, der vækstreguleres, og derudover graduerer vi dosis på nok 25 procent af markerne, lyder det fra en planteavler.
Her ved starten af maj ligger vintersædsmarkernes biomasser på det gennemsnitlige niveau i forhold til de seneste seks år.
Det oplyser Seges Innovation, der fastslår, at det kølige og fugtige forår i år er med til at begrænse behovet for vækstregulering i vintersæden generelt.
Men derfor kan nogle marker alligevel have behov for vækstregulering. Der peger Seges Innovation på markstyreprogrammet CropManager, der indeholder en vækstreguleringsprognose.