Tjek dine kontrakter og aftaler
Vær opmærksom og kontakt dine samarbejdspartnere, hvis du ikke kan overholde indgåede aftaler om afsætning af dine afgrøder på grundt af denne sommers tørkesituation.

Byg. Foto: Casper Laursen
Af Sven Hermansen, chefkonsulent, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Det er nærliggende, at du som landmand reagerer på en situation, hvor afgrøder er ved at tørre væk. Det kan være ved at sælge den her og nu som grøn- eller helsæd til en kollega, der kommer til at mangle grovfoder. På den måde kan der laves lidt værdi og marken bliver fri til bekæmpelse af rodukrudt eller anden anvendelse.
Men inden du reagerer, skal du være opmærksom på dine aftaler og kontrakter.
Hvis det er en afgrøde, der er kontrakt på, som ikke kan opnå de fastlagte udbytter eller kvaliteter, er det helt afgørende, at du som sælger, på forhånd kontakter den samarbejdspartner, du har lavet aftalen med, for at finde den løsning, der er bedst for alle parter.
Force majeure
Der kan være forskellige formuleringer omkring force majeure i kontrakterne, men fælles for dem vil være, at parterne straks skal underrettes, hvis der bliver behov for at påberåbe force majeure. Du kan få behov for juridisk bistand, når det skal afgøres, om force majeure kan gøres gældende.
De »overvejende juridiske vurderinger« fra tørken i 2018 var, at det ikke var en force majeure-situation. Derfor kan det her og nu ikke forventes, at tørken vil blive betragtet som force majeure.










































