Gravemaskine sikrer flis til lokale varmeværker

KK Flisservice på Als købte i sommeren 2019 en ny Komatsu PC170LC-11 gravemaskine, som sikrer deres årlige leverancer af flis til lokale fjernvarmeværker.

ENERGI Hvilken maskine anvender man til fældning af buske og træer i skove og læbælter? Hedder man Klaus Kaad og driver KK Flisservice, anvender man en Komatsu gravemaskine med et klippeaggregat. Helt præcist den nye Komatsu PC170LC-11 gravemaskine, der med sine 18 tons leverer både produktivitet og miljøvenlig drift i en kompakt størrelse.
Det er den første Komatsu, Klaus Kaad investerer i, og han har været meget fokuseret på maskinens egenskaber.
- Jeg er grundlæggende fuldstændig ligeglad med, hvilket navn der står på siden af maskinen. For mig handler det om at komme billigst fra punkt A til punkt B. Pris og service har været de afgørende kriterier for mig. siger Klaus Kaad.
Han bor nær Fynshav på østsiden af Als. Han stammer fra egnen, og det er også i området fra Als og til Rødekro, at han producerer flis og sælger til fjernvarmeværkerne i Rødekro og Sønderborg.
I denne fyringssæson forventer Klaus Kaad at levere omkring 7.000 tons flis.
Oprindelig er han uddannet produktionsleder med speciale i svineproduktion, men i sin fritid begyndte han for fem år siden at lave flis. Han fældede manuelt med en kædesav, og en lejet flishugger klarede resten.
Snart fik han sin egen flishugger, og i sommeren 2016 købte han et klippehoved til montering på en gravemaskine. Den nødvendige gravemaskine lejede han. En gammel traktor havde han i forvejen, og så købte han en blokvogn, "og så gik det derudad", som han selv formulerer det.
- Maskinen er købt som en brugsgenstand, og den kører i et hårdt miljø. Sådan er det. Alternativet var en decideret skovningsmaskine, men klippehovedet passer ikke til en skovningsmaskine. Hvis jeg arbejdede i det midtjyske med store skove, havde jeg investeret i en anden maskine og redskab. Men vi arbejder i mindre skovarealer, er sjældent over seks hektar, og typisk er mængden spredt ud over flere arealer, siger Klaus Kaad.
Maskinen kører på Komatsus standard bånd, hvilket passer perfekt, selv når underlaget er blødt.

Læs også