Rundt om på de danske svinebedrifter, er der investeret mange penge i udstyr til at fodre grisene. Og ifølge Gitte Hansen, der er svinerådgiver hos VKST, er det meget vigtigt, at alle disse anlæg fungerer, som det er tiltænkt.

- Erfaringer fra praksis viser manglende produktivitet i staldene, hvis anlæggene ikke kører, som de skal. Hvis fodringer bliver presset sammen for at indhente det forsømte, vil grisene ofte blive overfodret, enten taber de ædelysten eller der kan opstå behandlingskrævende diarré på grund af overfodring. Vi har mange eksempler på forbedret produktivitet - bedre tilvækst og bedre foderudnyttelse - når anlægget kører stabilt uden fejl. Pointerer rådgiveren.

Hun anbefaler, at fodertildeling - især til »grise i vækst« - skal fordeles over hele døgnet. Dette er for at sikre den bedste foderoptagelse.

Fire daglige udfodringer

I praksis vil det ifølge Gitte Hansen sige med fire daglige udfodringer, skal der fodres hver sjette time - kl. 6, 12, 18 og 24.

- Her møder vi ofte modstand fra landmanden. Han ønsker ikke en opblanding/udfodring efter sengetid af frygt for alarmer og stilstand i udfodringen. Men målet skal være, at anlægget skal kunne køre uden driftsstop. Så det gælder om at finde ud af hvilke fejl, som giver anlægsstop, fastslår Gitte Hansen.

Rådgiverens råd er at notere alle anlægsstop, som tager mere end en time.

- Notér årsagen. Hvis fejlen skyldes betjeningsfejl - f.eks. manglende påfyldning af råvarer/komponenter - skal der indføres faste regler for påfyldning. Er der gentagne fejl på følere, pumper eller lignende, så få udbedret fejlene. Ofte koster det mere i tabt produktivitet og irritation, når anlægget står stille, end det koster at få udbedret fejlen, lyder anbefalingen.

l-l

Fodring af grise