Mange danske landbrug står snart over for et generationsskifte. Gennemsnitsalderen er over 65 år, og det forstærker nødvendigheden af, at flere unge landmænd får sig etableret. Det sagde direktør i SLF, Erik Lydiksen torsdag.

Det skete på et inspirationsmøde, hvor flere iværksættere med udgangspunkt i blandt andet landbruget fortalte om, hvordan de havde fået deres bedrifter eller industri i gang.

- De eksempler, vi har hørt i dag, er kommet i gang, fordi de har fundet nogen andre ejerformer at blive selvstændige på. Vi hører også, at pengeinstitutterne ikke på nogen måde har hjulpet nogen af dem i gang. Det er i hvert fald begrænset, hvor meget bankerne har været inde i billedet.

- Det handler også om at tænke alternativt, arbejde meget og have mod og en plan. Og så skal man have en retning. Hvis der ikke er nogen konjunkturgevinster fremadrettet, så skal de bedrifter give penge, måske ikke fra den første dag, men i hvert fald det første år.

Vejen frem

Ifølge SLF-direktøren er alternative investeringsformer til etableringen kommet for at blive. Men det handler om at have en plan, sagde han.

- De oplæg, vi hørte i dag, bar i høj grad præg af selvtillid og troværdighed, og det tror jeg, man når rigtig langt med, hvis man nu sidder ude og tænker på, hvad der skal til for at komme i gang. Så mod, at have en plan, selvtillid og være troværdig – så når man langt hen ad vejen meget det, man gerne vil nå.

- Jeg tror egentlig kun, at det er ens egen kreativitet, der sætter grænsen for, hvordan man kommer i gang. Det skal ikke nødvendigvis være med selveje, for der findes så mange måder at komme i gang på.

- Vi vil fra SLF gerne være med til at få flere i gang, også for at kunne være med til at skabe det generationsskifte, der skal ske i rigtig mange af vores ejendomme derude.

- Gennemsnitsalderen for danske landmænd ligger på over 65 år, så der ske noget på et tidspunkt. Og der er ikke så lang tid inden. Så for de unge, der gerne vil i gang, og de ældre, der også er her, er det bare med at komme i gang, sagde direktøren.

Etableret

Ved mødet talte Allan Ungstrup, ejeren af Ømands Bacon I/S, om sin produktion af bacon, blandt andet fra vildsvin. Han havde benyttet forskellige tilskudsformer til at kunne starte op på sin forretning, der efter en svær start nu er kommet på fode.

- Jeg havde noget opsparing, og så har jeg brugt en iværksætter-kontoordning skattemæssigt, hvor man får nogle fradrag i den personlige indkomst, man får optjent som arbejdstager.

- Det vil sige, at man får en masse penge tilbage i skat, og så har man en masse likvider til at starte med. Så fik jeg noget LAG-tilskud også, som også hjalp noget, og så kørte det egentlig derfra, sagde Allan Ungstrup.

Selv om han ikke er landmand, kunne han genkende sig selv i de andre oplæg, der kom til arrangementet.

- For mig er det fuldstændigt ligegyldigt, hvilken branche man er i, og hvad man laver. Den der passion, man kan høre, der brænder igennem hos folk, og de tanker og processer, de har været igennem for at nå hen, hvor de er nu, det synes jeg er super spændende. Det er inspirerende, sagde han efter arrangementet.

Der var godt 150 mennesker til arrangementet hos SLF i Vojens.