Et mobiltørreri er godt, når markerne ligger spredt
Sønderjysk bedrift valgte et Turbodan-mobiltørreri, fordi markerne ligger spredt. Mobiltørreriet blev leveret med ekstra store hjul for at undgå strukturskader i marken.

- I de første år efter, at vi havde anskaffet vores mobiltørreri, tørrede vi en del for andre. På et tidspunkt tørrede vi også mineraler for et lokalt grovvarefirma, og det fungerede fint, fortæller Jens Lei. Fotos: Erik Kjærgaard Christensen
Der er flere gode grunde til, at I/S Lei, der driver Ballegård og Avnbølgård ved Sønderborg, for syv år siden investerede i et nyt Turbodan TD 15-mobiltørreri, der kan rumme 15 tons i hvede.
- Vores jord ligger meget spredt, så det ville ikke fungere så godt for os at skulle tørre afgrøderne på et fast, centralt placeret anlæg, forklarer den ene af ejerne, Jens Lei.
Til det sønderjyske landbrug hører et markbrug på 480 hektar, hvor der dyrkes korn og raps - og, for første gang i år, også hestebønner. Kornet fodres op i bedriftens slagtesvineproduktion.
Mulighed for lange høstdage
- Vi har ikke så stor mejetærskerkapacitet i forhold til det areal, vi skal høste. Derfor vil vi gerne i gang med at høste tidligst muligt om morgenen og fortsætte længst muligt om aftenen, så vi får nogle lange høstdage, fortsætter Jens Lei.
- Her har vi stor glæde af mobiltørreriet til at tørre de første læs om morgenen og de sidste læs om aftenen, siger den sønderjyske landmand.
- I de første år efter, at vi havde anskaffet mobiltørreriet i 2012, tørrede vi en del for andre. På et tidspunkt tørrede vi også mineraler for et lokalt grovvarefirma, og det fungerede fint, fortæller han.
- Da vi anskaffede tørreriet, valgte at få det leveret med ekstra store hjul for at undgå strukturskader i marken. Vi kører meget i marken med det, da vores jord jo ligger så spredt, lyder det fra Jens Lei.
Arbejder også fint med raps
Han føjer til, at Turbodan-mobiltørreriet også arbejder fint med raps og i det hele taget har en god kapacitet og er enkelt og nemt at betjene.
- Vi har også fået mobiltørreriet eftermonteret med et GSM-modul. Det fortæller os, når et læs er færdigtørret, selv om vi ikke befinder os lige i nærheden af tørreriet, fortæller Jens Lei videre og tilføjer:
- Vores erfaring er, at et mobiltørreri som det her er meget nemmere at gøre rent og smøre for vinteren end for eksempel et traditionelt gennemløbstørreri.
Den sønderjyske landmand kommer til sidst med et lille, praktisk tip:
- Hvis man giver tørreriets omrørersnegle et lille, tyndt lag olie, inden det første læs fyldes i, når høsten er gået i gang, så glider de lettere lige fra start.
l-l