Meget andet end en traditionel grusgrav
Hos Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri A/S graves der grus, men man arbejder blandt andet også med genanvendelse af beton og sten, nedknusning af beton, ligesom man tilbyder jord- og arealudjævning.

Den primære opgave i Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri A/S er fortsat grusgravning, forklarer Thomas Ravn Christensen, som er daglig leder.
I år er det 102 år siden, der første gang blev gravet grus i professionelt øjemed i det, der i dag er kendt som Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri A/S.
Det til trods udvider grusgraven fortsat sit virkeområde. Mogenstrup Grusgrav og Genbrugsindustri er således nu også begyndt at tilbyde hjælp til grundregulering, jord- og arealudjævning, afretning af arealer hos både private og indenfor landbruget.
- Grusgraven blev for 26 år siden købt af min farbror, John Ravn Christensen, og i de første godt 24 år, har jeg ikke haft noget med den at gøre. Men så kom jeg med i driften for et par år siden, og jeg er nu daglig leder af grusgraven, der 1. maj i år blev overtaget af Steen Hansen fra Ringsted, fortæller Thomas Ravn Christensen.
- Der er tale om en overdragelse, og det vil sige, at vi arbejder fuldstændig, som vi har gjort gennem de sidste mange år – altså med den samme medarbejderstab og med fornyet ansøgning om grusindvinding hvert fjerde år.
Meget genbruges
Som indledningsvis nævnt har grusgravens hovedvirke fra dag et været grusindvinding.
- Siden 1995 har vi dog også arbejdet med genbrug af mursten, tegl, beton, asfalt, brokker med mere, som vi for eksempel modtager i forbindelse med at en bygning rives ned, fortæller Thomas Ravn Christensen og fortsætter:
- De forskellige bygningsdele sorteres efter reglerne om miljøsanering, inden de nedknuses og efterfølgende kan anvendes som bundsikringsmateriale, når der for eksempel skal bygges stalde, lader, haller, bygninger, men også når der skal etableres veje.
De læs, der kan indeholde forskellige materialer, når de køres hertil, bliver sorteret inden nedknusning. Ifølge Thomas Ravn Christensen finder man derfor normalt heller ikke plastik, jern, drænrør eller træ i det, der eksempelvis skal være knust beton.