Mekanisk alternativ kan løse kartoffeludfordringer

Mekaniske kartoffelaftoppere fra hollandske Baselier kan klare den udfordring, som kartoffelavlere har, efter udfasningen af Reglone til nedvisning.

MASKINE Danske kartoffelavlere har oplevet problemer med arbejdet, efter at planteværnsmidlet Reglone i februar måned blev forbudt. Men en mekanisk foranstaltning kan klare udfordringen omkring nedvisning på markerne. 

Om ikke så længe kommer hollandske Baseliers mekaniske kartoffelaftoppere for første gang ud og køre i Danmark. Det sker, efter at Sivertsen A/S, der har forhandlingen af maskinen i Danmark, har solgt de første fire maskiner, og samtidig får en ekstra maskine ud til demonstration. Det fortæller Michael Bo Larsen fra firmaet.

- Via vores samarbejde med Fårevejle Maskinforretning har vi mange af vores kunder på Lammefjorden, som jo er kartoffelkunder, som vi skulle se, om vi kunne hjælpe med et alternativ til Reglone. Så jeg brugte lidt tid på at undersøge det, og fandt så ud af, at det hollandske firma Baselier faktisk har lavet sådan nogle aftoppere de sidste 40 år, siger han. 

Sivertsen fik en aftale på plads med Baselier på sidste års Agritechnica om retten til at sælge den mekaniske aftopper. 

- Vi er ikke importører, men vi er forhandlere. Det vil sige, at vi må sælge dem i Danmark. Og så kom vi i gang, og vi har indtil nu solgt fire og så har vi en enkelt, som vi kommer ud og kører lidt demo med til sommer. Og i og med at maskinen har været på markedet i 40 år, så er vi egentlig meget optimistiske omkring dets evner, siger Michael Bo Larsen.

Ifølge ham er der stor interesse for maskinen fra selskabets kunder. 

- Ja, det er der. Nu kan man sige, at vi kan ikke få flere maskiner i år, og det er jo så lidt ærgerligt. Vi kunne godt have brugt lidt flere. Men vi kan levere til næste år. Men der opfordrer vi så folk til at komme ud af busken inden 1. oktober så vi kan få lavet en samlet ordrer på de maskiner.

Baselier-aftopperen kan leveres både til front- og bagmontering. Firmaet leverer også dybdefræsere. 

Læs også

Tema: Vinterrapsen er klar til svampesprøjtning
Tema: Rug slår igennem på bundlinjen
Renovering af ældre stalde – kan vi få plads til de store køer?
Moderne staldbyggeri er velfærdsbyggeri
Vigtige datoer nærmer sig for mælkebønder
Danish Crown vil sætte yderligere skub i byggeri af svinestalde