Smart robot haves – testpilot søges
FMR Maskiner er klar til for alvor at rulle en markrobot fra Agro Intelli ud i frøgræsmarkerne til afpudsning, m.v.. Nu søger selskabet testkunder til at afprøve den nye teknologi.

Hidtil har Robotti mest passet roer og lavet mekanisk renholdelse i markbruget. Den nyeste model har endnu flere hestekræfter, så nu mener FMR Maskiner, at tiden er kommet til at afpudse frøgræsmarker med robot.
- Det er ingen hemmelighed, at landmanden har travlt, når høsten skal bjerges. Men der er også andre opgaver, han eller hun skal tage sig af. En af opgaverne er at få pudset marken af, hvis man har højværdiafgrøder som for eksempel frøgræs.
Men nu er der godt nyt, hvis man vil nå det hele og samtidig kunne bevare overblikket. FMR Maskiner, der har hovedsæde i Nykøbing Falster, kan nemlig præsentere en ny tilføjelse til Robotti – robotten fra Agro Intelli.
- Vi har allerede solgt de første markrobotter fra Agro Intelli, men vi har en plan om at få dem i spil også til brug ved dyrkning af højværdiafgrøder. Her har den vist en god evne til at pudse frøgræsmarker af, fortæller Henrik Rasmussen, indehaver af FMR Maskiner.
Derfor går selskabet nu på jagt efter landmænd, der kunne være interesserede i at blive testpiloter af robotten med tilføjelsen.
- Det koncept, som vi sætter i gang nu, er at søge testpiloter til robotten, altså nogle, der har lyst til at investere i en robot. Til gengæld får kunden tilknyttet en dedikeret servicespecialist fra AgroIntelli udover FMR´s frontline-service, siger Henrik Rasmussen.
Desuden får kunden mulighed for at få lavet justeringer af apparaturet undervejs i sæsonen uden beregning.
Ligger godt til robotten
Ifølge FMR-ejeren er der pæn interesse for at få hjælp til opgaven. Og robotten fungerer godt til opgaven.
- Vi kan mærke på vores kunder, at mange af dem er interesseret i at få pudset deres frøgræsmarker af på det rigtige tidspunkt. Så kan man spare en masse afbejdskraft, og samtidig er det egentlig en opgave, som folk helst vil være fri for, fordi det bare er noget, der skal gøres, siger han og fortsætter:
- Opgaven ligger godt til robotten, for den kan jo håndtere en op til tre meter bred slagle- eller rotorklipper. Den nye model, 2020, har to gange 75 hestekræfter, altså 150 hestekræfter til sammen, nærmest som en bil. Og den kan snildt trække en slagleklipper, det har vi testet på det niveau, vi kan. Så det kan den godt, siger Henrik Rasmussen.
Personlig ingeniør
Ifølge Henrik Rasmussen kan prisen på udstyret ligge på en halv million kroner eller mere. Men det er ikke kun selve robotten, man får ud af sin investering. Der følger også en personlig konsulent fra Agro Intelli med i prisen, så at sige.
- Hver enkelt robot, der kommer ud og køre i det her koncept, bliver fulgt af en personlig ingeniør fra Agro Intelli. Netop for at følge brugeren tæt, samle alle informationer op, og få feedback fra brugeren, siger Henrik Rasmussen, der naturligvis håber på at få så mange tilbagemeldinger fra brugerne som muligt.
Han tør ikke spå om, hvor mange der kommer til at blive testpiloter i projektet.
- Vi har ikke sat et tal på. Vi har defineret vores mål efter at vi gerne vil have den ud og køre hos de folk, der kan og vil håndtere markrobotter, for der er rigtig mange aspekter i det. Vi søger deciderede interesserede testpiloter, kan man sige, siger Henrik Rasmussen og fortsætter:
- Sidste år var et internt testår, hvor vi såede og passede roer med den selv og andre opgaver. I år bliver et udadvendt eksternt ekspansionsår. Men også forstået på den måde, at vi vil holde tæt kontakt til vores testpiloter, Agro Intelli, og så videre, siger han.
Udover muligheden for at få pudset frøgræsmarker af er der også flere andre anvendelsesmulighederne med robotten, som har en tophastighed på 10 kilometer i timen.
Den kan blandt andet bruges til radrensning, hvor den har en kapacitet på tre hektar i timen. Udrustningen på Robotti 150D tæller blandt andet tre dobbeltvirkende PTO-udtag samt retur og et trepunktsophæng.