Efter afsløringen af den første elektriske kompakte gravemaskine fra Volvo, ECR25 Electric, på Bauma 2019, er maskinen nu blevet leveret til virksomheden Spac med henblik på kundetest.
Spac, som er en del af Colas Group, bruger gravemaskinen på 2,5 ton til at grave grøfter.
Med nul udstødningsemissioner og næsten lydløs drift er Volvo ECR25 Electric perfekt til sådanne miljøer.
Det er spændende for os at se denne maskine på en kundes anlægsområde, siger Elodie Guyot, som er projektleder for elektriske kompakte gravemaskiner for Volvo Construction Equipment (Volvo CE) – i en pressemeddelelse.

Otte timer på én opladning

 Volvo ECR25 Electric erstatter en forbrændingsmotor med 48-volt lithium-ion-batterier og en elektrisk motor, som driver hydraulikken til at køre maskinen og redskaberne.
Batterierne lagrer tilstrækkelig energi til at drive maskinen i 8 timer ved typiske anvendelsesområder, for eksempel offentligt anlægsarbejde.
Med en indbygget oplader kan maskinen oplades i løbet af natten via en almindelig stikkontakt. Der kommer også mulighed for hurtigopladning, der kræver adgang til højere spænding.
Volvo ECR25 Electric vil kunne fås på udvalgte markeder fra midten af 2020.