Danmarks Biavlerforening lancerer en ny mærkning, så det tydeligt fremgår, om fødevarer indeholder dansk honning.
Stor import af honning fra andre lande er nemlig en hård konkurrent for de danske biavlere. Derfor vil Danmarks Biavlerforening med en ny mærkningsordning give fødevareproducenter mulighed for at synliggøre, at de anvender dansk honning som ingrediens i deres produkter. Derved synliggør de også, at de støtter bestøvningen i Danmark.
- Vi ved, at forbrugerne har en præference for danske produkter. Det er også ved at gå op for forbrugerne, at konsekvensen af manglende bier er store. Derfor anbefaler vi fødevareproducenter at samarbejde med danske biavlere, og dermed være med til at sikre bestøvningen, siger Arne T. Henriksen, der er formand for Danmarks Biavlerforening.
Skal være dansk
En virksomhed, der tager den nye mærkning i brug, er bryggeriet Snoremark, som producerer mjød.
For mjødbrygger Karin Sloth er det indiskutabelt, at honning til fremstilling af mjød skal være dansk.
- I vores produktion af mjød er alle råvarerne danske, og selvfølgelig skal honningen også være dansk. Det nye mærke for dansk honning er derfor med til at signalere, at vores mjød er 100 procent dansk. Vi har selv en æbleplantage med cideræbler, så vi ved udmærket, hvor vigtige biernes bestøvning er for at træerne sætter store og saftige æbler, siger hun.
Med mærkningen følger også en aftale med Danmarks Biavlerforening, hvor fødevareproducenterne skal kunne dokumentere anvendelsen af dansk honning.
aldo