Den europæiske rapspris oplevede i starten af året et ret markant fald. Nu er der dog atter kommet anderledes og mere prisfaste takter ind i markedet og rapsprisen kan være meget tæt på at gå tilbage i stigende tendens netop nu. Derfor anbefaler jeg at du som rapsproducent lige nu er afventende med salg. Vi ser da også normalt en rapspris, der hen over forår og frem mod høst er stigende. Dette ser også ud til at kunne blive tilfældet i år.

For knap tre måneder siden så det forholdsvist prispositivt ud for den europæiske rapspris, der den gang var oppe og ramme 379,50 euro pr. tons. Dog gik rapsprisen efterfølgende tilbage i en ret kraftig nedtur, der resulterede i, at rapsprisen i starten af marts måned nåede et nyt lavpunkt i 348,50 euro pr. ton. Dette lavpunkt er rapsprisen dog kommet godt op fra igen og i skrivende stund, handles den europæiske rapspris således til 361,50 euro euro. Den aktuelle rapspris på MATIF svarer til en dansk landmandspris i omegnen af 265 kroner pr. hekto kilo.

Med en aktuel rapspris på 361,50 euro pr. ton, har rapsprisen nu brudt første modstand i opadgående retning ved 360 euro pr. ton. Dermed er den korte trend nu ved at vende til op igen. Selvom bruddet ikke er definitivt, så er der ved at indfinde sig lidt nye styrketegn i rapsprisen. Da rapsprisen i forvejen er meget lav, ser jeg derfor gode muligheder for, at vi skal til at se en pris for europæisk raps, der skal til at stige i en periode.

Fastholder rapsprisen det aktuelle brud op over 360 euro, er der nu i første omgang mulighed for en yderligere optur, der kan få rapsprisen til at søge tilbage mod toppene oppe i området omkring 380 til 390 euro pr ton.

Et brud under bunden nede ved 348,50 euro vil derimod betyde, at nedturen atter skal fortsætte. Dog vil prispotentialet i nedadgående retning i givet fald være begrænset ned mod de bundniveauer, der blev skabt for nu godt et år siden i 330 euro pr. ton. Dette scenarium tvivler jeg meget på vil indtræffe.

De tekniske indikatorer udviser nye styrketegn og bakker derfor op om, at rapsprisen skal fastholde det aktuelle brud op over modstand i 360 euro. De tekniske indikatorer bakker derfor også op om, at rapsprisen nu atter kan søge tilbage mod området omkring 380 til 390 euro pr. ton.

Finans