Efterårsferien starter med traktortræk
For syvende år i træk afvikles traktortrækstævne ved Egeskov Slot lørdagen før efterårsferien.
På Egeskov Slot er det blevet en tradition at indlede efterårsferien med et arrangement, som marcher godt til stedets store landbrug. Det sker i form af et traktorstævne og udstilling af landbrugsmaskiner om lørdagen inden ferieugen.
Initiativet blev skabt i 2012, hvor et par lokale unge luftede ideen for slottets ledelse, og siden har det været en fast tradition. Og fortsat med de tre unge som praktiske arrangører af selve traktortrækket, mens Egeskov Slot lægger omgivelserne til og sørger for forplejningen af de mange gæster.
- Vi forventer omkring 50 deltagende traktorer, både lokale og fra de øvrige landsdele, sammen med et par specialbyggede modeller, fortæller Flemming Andersen, der igen i år sammen med Andreas Larsen og Torben Lohse er teamet bag traktortrækket på lørdag den 13. oktober.
Ny bane
Han oplyser, at der køres i syv standardklasser og tre farmklasser, med start fra klokken 11.00 og frem til ved firetiden. Det sker i år på en nyanlagt bane nogle meter længere hen mod skoven bag parken i forhold til de foregående seks år. Til gengæld ligger den nu permanent og klar til de kommende års arrangementer.
Ved banen vil der være udstilling af Horsch såmaskiner og redskaber fra Stroco-Agro. Og Egeskov sørger for pølser på grillen, ribbenburgere og kolde fadøl i hanen samt varm kakao, kaffe og muffins.
Ankomsten sker via Egeskovs almindelige parkeringsplads. Derefter følges skiltene uden om parken gennem skoven. Gæster med almindelige entrebilletter eller sæsonkort til Egeskov har også adgang til traktortrækpladsen via parken.
Halloween på Egeskov starter op samme dag i parken, hvor der er lagt op til uhygge i hele efterårsferien for børn i alderen 6-12 år. Der trækkes lod blandt publikum om gratis billetter til Egeskov i efterårsferien eller til Egeskov julemarked.
I de foregående år har der været omkring 3.000 gæster denne lørdag før efterårsferien, med flest i 2015, hvor der var solskin og ikke mindre end 4.000 gæster. Derfor forventes i år også stor publikumsinteresse, når der på lørdag startes op klokken 11.00 til sæsonens sidste traktortrækstævne.





































