To fynboer vandt to år i træk
Både Bent Skov fra Særslev og Bjarne Christensen, Ejlby, genvandt deres danske mesterskab i traktortræk ved stævnet i Herning.

Bjarne Christensen skyder her sin John Deere 4240S af ved årets traktortræk i Nr. Broby. Både her og ved det nyligt afviklede danmarksmesterskab vandt han superstandardklasse 4. Foto: Anders Kurt Simonsen
De to dygtige nordfynske kørere, Bent Skov fra Særslev og Bjarne Christensen fra Ejlby, satte igen i år deres konkurrenter til vægs ved DM i traktortræk.
Det skete på banen på Landsskuepladsen i Herning i den forgangne weekend, hvor de begge genvandt DM-titlen fra året før i Vendsyssel.
Som noget nyt er traktorerne blevet opdelt i endnu flere klasser ved Landboungdommens traktortrækstævner. Således dystes i både en klasse for helt almindelige landbrugstraktorer, en superstandardklasse og farmklassen, hvor reglerne giver traktorerne største mulighed for at være modificeret.
3.000 tilskuere i regn
Det var i superstandardklasse 4, at Bjarne Christensen vandt med sin velkendte John Deere 4240S. Med den har han vundet utallige konkurrencer, og fra Fyn igen i år kvalificeret sig til DM-stævnet.
Også Bent Skov’s Volvo BM 650, med navnet »Slikkehunden«, har vist baghjul gennem flere år. Det skete igen i år i farmklasse 1.
Mere end 3000 mennesker fra alle afkroge i landet trodsede dagens regnvejr for at tage del i den folkefest, som danmarksmesterskabet i traktortræk har udviklet sig til.
I alt 93 kørere deltog i DM-stævnet, som sluttede med fest med 480 deltagere.
Dette kan læses i næste uges LandbrugFyn. Glæd dig til avisen, som allerede fra lørdag morgen kan studeres her på hjemmesiden.








































