Nye features til Cargos kombi- og transportvogne

Claas opgraderer sit program af Cargos kombi- og transportvogne på en række punkter

TRANSPORTVOGNE Den ISOBUS-kompatible Cemis 700 universalterminal kan nu benyttes på alle nye Claas Cargos modeller med ”Business” udstyr.

Den afløser Communicator II som betjeningsterminal. Et 7” stort kontrastrigt farvedisplay med touchfunktion og automatisk skift mellem dag- og natmode, 10 hardkeys med baggrundsbelysning og en dreje-/trykknap sikrer komfortabel betjening.

Med til udstyret hører også en kameraindgang til realtidsbilleder fra et eller to kameraer og ISO 11783 kompatibilitet ligesom Aux-O og Aux-N og UT1 og UT2 funktioner.

 

Større volumen

En yderligere nyhed er en overbygning i siderne til kombivognen Cargos 8400. Den øger læssevoluminen ifølge DIN med 2,5 m3 til 38 m3.

Med velgennemprøvede features fra Cargos-serien, som Claas dobbeltkniven med den velkendte lange holdbarhed og den sænkede hydrauliske bundkæde, tilbyder Claas således et kompakt og samtidig meget slagkraftigt køretøj til bedrifter med egenmekanisering og maskinstationer i dette segment.

 

Ekstra tvangsstyring

Til transportvognene i Cargos 700-serien tilbyder Claas nu en mekanisk-hydraulisk tvangsstyring ved siden af efterløbsstyringen og den elektronisk styrede hydrauliske tvangsstyring.

Dermed kan Cargos 700 med ”Trend”-udstyr nu også udstyres med en tvangsstyring, hvilket ellers hidtil udlukkende har været forbeholdt Business-konfigurationen.

Den mekanisk-hydrauliske tvangsstyring arbejder efter fortrængerprincippet med en (tandem) eller to hovedcylindre (tridem) på trækstangen og en hydraulisk enhed med store trykakkumulatorer som overbelastningsbeskyttelse.

 

Robust påkørselsbeskyttelse

Hovedcylindrene fastgøres på traktoren til Scharmüller kugler 50, og hver af dem er forsynet med en robust boltet påkørselsbeskyttelse. Desuden er der drejelige holdere til hovedcylindrene. På tandemundervogne hængsles den sidste aksel og på tridemundervogne den første og sidste aksel.

Tvangsstyringen arbejder uafhængigt af traktoren og har ikke brug for permanent tilslutning. Derudover arbejder systemet uden elektronik. Det hydraulisk-mekaniske funktionsprincip sikrer skånsom reverskørsel og præcist efterløb i sporet både i fladt og i bakket terræn.

Tvangsstyringen kræver tilkobling til traktoren ifølge ISO 26402.

jba

Læs også