SPF-Danmark har gennemført en omorganisering med det formål at optimere og effektivisere for at spare omkostninger.

- Vi har blandt andet rokeret rundt, så medarbejderne i SPF-transportplanlægningen og salgsafdelingen nu sidder fysisk i samme lokale, fortæller René Nissen, der for nylig er tiltrådt som teamleder for SPF-transportplanlægningen.

Teamlederen forklarer, at planlægningen af smågrisetransporterne tidligere var mere regionalt opdelt. Nu sker denne planlægning endnu mere som en samlet helhed.

Selskabet råder i dag over 70 SPF-godkendte vogne, og der er omkring 85 SPF-chauffører. I 2018 transporterede selskabet 8,5 millioner smågrise imellem griseproducenter i Danmark.  

- Vi foretager ugentlige driftsopfølgninger, så vi hele tiden har et godt overblik over antallet af driftstimer pr. bil pr. dag, og hvor meget tomkørsel, der er pr. bil pr. dag. Det gør det muligt for os at justere transportplanlægningen, siger René Nissen.

Optimering mindsker smitte

Lige nu kører hver bil i drift gennemsnitligt 10,5 timer om dagen med chauffører, der har over ti års anciennitet, lyder det fra teamlederen. Og derfor er det vigtigt for alle at holde en tæt kontakt dagligt.

Administrerende direktør hos SPF-Danmark, Jens Kongensholm, forklarer, at det med omorganisering også er lykkedes at sikre en mærkbar optimering af de samlede omkostninger.

- Der er fortsat et stærkt fokus på vores omkostninger, men et andet centralt fokusområde for os er smittebeskyttelse. Derfor er det, når vi tilrettelægger transporter af grise, et ufravigeligt krav, at der tages maksimalt hensyn til besætningernes individuelle sundhedsstatus, så risikoen for smittespredning elimineres, slutter Jens Kongensholm.