For at få lov til at anvende pesticider er der løbende i de forgangne år introduceret en lang række regler. Og nu ser det ud til, at myndighedernes kontrol begynder at stramme til, lyder det fra LMO.

- Vi ser flere og flere sager, hvor kontrollen har udløst en bøde på 10.000 kroner eller derover, siger Hans Thostrup, teknisk rådgiver hos LMO.

Han fortæller, at det især er kontrol vedrørende vaskepladsbekendtgørelsen og kravet om at have kontraventil og vandur, der udløser bøder.

Men Hans Thostrup ser også eksempler på, at manglende sprøjtekursus har kontrollens bevågenhed.

 

Lovpligtig uddannelse

Der er krav om, at alle, der erhvervsmæssigt bruger pesticider, herunder boligforeninger, juletræsavlere, grøntsagsdyrkere og mange andre, der i ny og næ bruger kemi, skal have et opfølgningskursus hvert fjerde år.

- Det er vigtigt at have de rigtige kurser, da du ellers risikerer at få en bøde for ikke at have den lovmæssige uddannelse, påpeger Hans Thostrup.

Hvis man endnu ikke har deltaget i et opfølgningskursus til sprøjtebevis, åbner muligheden sig nu, da flere landboforeninger vinteren igennem afholder en lang række sprøjtekurser.

 

Lokale opfølgningskurser

Hos blandt andet VKST er der blandt andet mulighed for at komme på opfølgningskursus til sprøjtebevis, og det er der også mange der benytter sig af.

VKST oplyser således, at der allerede nu er fuldt booket til årets første sprøjteopfølgningskursus, som finder sted onsdag den 23. januar i VKST-afdelingen i Nykøbing Falster.

En uge efter giver VKST giver en ny mulighed, når der holdes et tilsvarende opfølgningskursus, der onsdag den 30. januar dog foregår i Sorø-afdelingen.

Også gennem Østdansk Landboforening er der sidst i januar – mandag den 28. januar – mulighed for at komme på opfølgningskursus til sprøjtecertifikatet, ligesom mange af landboforeninger i øvrigt også holder ADR-kurser i transport af farligt gods.