Rekord-optag af EUX-elever

Forstanderen på Nordjyllands Landbrugsskole glæder sig over et rekordstort elevoptag på landbrugsskolens EUX-uddannelse, der er gået frem med 20 elever siden sidste år.

Aldrig før har Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe, optaget så mange nye elever på den 4-årige EUX-landmandsuddannelsen, som nu. 30 elever begyndte således på Grundforløb 1 EUX i august og det er ikke mindre end 20 elever mere end ved sidste års optag.

- Det ser ud, som om vores målrettede markedsføringsstrategi har givet pote. Der er mange unge mennesker der har fået øjnene op for, at man kan kombinere det bedste fra to verdener – nemlig en uddannelse som landmand og en gymnasial eksamen i én pakke, siger forstander på Nordjyllands Landbrugsskole Jakob Autzen.

Udover en effektiv markedsføringsindsats så indikerer fremgangen også, at de unge mennesker er tilhængere af det samarbejde, som Nordjyllands Landbrugsskole indgik med Aalborg Handelsskole i 2019. Udover en stor faglig viden om landbrug får fremtidens landmænd i endnu højere grad brug for stærke kompetencer inden for økonomistyring og virksomhedstænkning. Netop økonomisk indsigt og virksomhedsdrift er vigtige parametre for at skabe et sundt grundlag og det er derfor naturligt, at landmandseleverne allerede på deres uddannelsesforløb stifter bekendtskab med disse områder.

- Aalborg Handelsskole er en stærk skole med et stærkt brand. Vores nye superstærke EUX-landmandsuddannelse tager udgangspunkt i fremtidens krav. Med uddannelsen får eleverne et stort økonomisk indblik og en god mulighed for at opnå viden om innovation, økonomi og kundeforståelse, siger Jakob Autzen.

Størstedelen af undervisningen foregår på Nordjyllands Landbrugsskole og det er ligeledes her, eleverne har deres daglige tilknytning. Nordjyllands Landbrugsskole er desuden kendt for en række lederuddannelser, der kan tages som overbygning efter afsluttet uddannelse til landmand. Med den nye aftale opnår de unge endnu bedre forudsætninger for at påbegynde en lederuddannelse efterfølgende – netop fordi de på et tidligere tidspunkt i forløbet lærer at betragte landbruget som en virksomhed, lyder det fra skolen.

teba

Læs også