Hollandsk regering vil ekspropriere 3000 landbrug
Striden mellem myndigheder og landmænd i Nederlandende er langt fra afsluttet. Nu vil den hollandske regering købe, lukke og om nødvendigt ekspropriere 3.000 landbrug.

»F*ck denne politik« står der på skiltet på den forreste traktor. Hollandske landmænd har protesteret i månedsvis over regeringens planer om at sænke landbrugsproduktionen i landet. Foto: Jaap Wals
Den hollandske regering tager nu nye midler i brug for at sænke landets CO2-aftryk. I løbet af det næste år vil den siddende centrum-højre-regering tilbyde at opkøbe op mod 3.000 landbrug for derefter at lukke dem ned.
Det vil ske til over markedsværdi, skriver flere medier, blandt andet Farmers Weekly. Hvis landmanden ikke tager imod tilbuddet eller omgående sænker sit klimaaftryk, vil hans landbrug blive eksproprieret.
- Der kommer ikke et bedre tilbud end det her. Hvis landmændene ikke tager imod det frivillige tilbud, vil regeringen gå videre med ekspropriation, siger den hollandske minister for natur og nitrogen, Christianne van der Wal.
LTO: Restriktioner er uden perspektiv
LTO Nederland, den største landbrugsorganisation, har beskyldt regeringen for at indføre restriktioner uden et fremtidsperspektiv.
- Det er da positivt, at man lover en god frivillig aftale. Men dem, der fortsætter med at drive landbrug, og som er så vigtige, kommer til at skulle leve med langt flere restriktioner fremadrettet, siger formand for LTO, Sjaak van der Tak.
Udover opkøbene af de 3.000 bedrifter, der er blandt de største udledere af CO2 blandt landrug i Holland, går regeringen også med planer om at indføre en CO2-afgift, som der også er planer om herhjemme.
Minister trak sig
Mens landmænd har lavet protestaktioner i det meste af 2022, har premierminister Mark Rutte stået fast på de mål, hans regering har om at sænke udledningen af klimagasser med mindst 50 procent frem til 2030. Det fik tidligere på efteråret landbrugs- og fiskeriminister Henk Staghouwer til at træde tilbage fra sin ministerpost.
- Landmænd og fiskere har brug for sikkerhed om, hvor deres brancher er på vej hen, så de kan investere og lave forretninger, skrev han på det sociale medier Twitter i forbindelse med sin tilbagetrækning.