Ny ulve-massakre
Det hidtil værste ulveangreb på får i den vestjyske ulvezone skete for nylig. Fårehyrderne fra Storålam fandt 16 døde får og aflivede yderligere ni skambidte får i en fårefold ved Sandfær Plantage.

Storålam har fundet 16 døde får i den vestjyske ulvezone. Herudover har de selv aflivet yderligere ni skambidte får i en fårefold ved Sandfær Plantage. Foto Storålam
Storålam har mistet får efter et voldsomt ulveangreb tæt på den fold med naturplejefår, hvor Storålam i februar 2018 oplevede en tilsvarende massakre.
- Det er det samme meningsløse billede, som vi så sidste år. Der lå får spredt ud over hele folden. 16 var allerede døde, mens vi måtte aflive ni andre. Tre får kan vi ikke finde, og de resterende 48 højdrægtige får har vi kørt væk for at undgå nye angreb, selv om de lige var kommet derud for et par dage siden, siger Jørgen Blazejewicz, indehaver af Storålam.
Han oplyser, at Naturstyrelsens vildtkonsulent har taget dna-test fra de dræbte får, men på forhånd vurderer, at det er ulvens værk.
- Bideskaderne er voldsomme, og i nogle tilfælde er halsen helt knust. Der er ikke ædt af fårene, så det giver slet ingen mening, siger Jørgen Blazejewicz.
Angrebet fandt sted i nærheden af en ulvefælde, hvor ulveforskerne på Aarhus Universitet for nylig har fotograferet en ulv på vildtkamera. Jørgen Blazejewicz er ikke i tvivl om, at der har været mere end én ulv på spil og regner med, at det er områdets nye ulvepar, som ulveforskerne på DCE, Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus forleden kunne fortælle om.