Undersøgelse: Ulve-naboer skifter adfærd

Ulvens tilstedeværelse i og omkring Ulfborg har haft konsekvenser for det daglige liv hos mange af de mennesker, der har problematikken inde på livet, viser en rundspørge.

Hvis man bor tæt på Stråsø Plantage ved Ulfborg, hvor der er ulve, er der en sandsynlighed for, at man har ændret sin personlige adfærd, siden ulveproblematikken blussede op. 

En rundspørge, der er lavet af TV Midt-Vest foretaget via borgerforeningerne i Vind, Ørnhøj, Idom-Råsted og Ulfborg, viser, at 184 af de 314, der har deltaget i undersøgelsen, har ændret deres adfærd. Det svarer til 54 procent. 46 procent har ikke ændret adfærd, siden ulven dukkede op i området. 

Ifølge én af dem, der har ændret adfærd, er det især frygten for, at ulve møder børn i naturen, der er skyld i den ændrede adfærd.

- Min store datter går ikke selv over marken mere til naboen. Hun er stadig i skoven selv, men vi går med rundt til at starte med. Det irriterer mig, for hun skal selv kunne rende rundt i skoven til sin hule selv. Det kan hun måske også godt, men hvis der nu en dag skulle være en ulv, siger Betina Stegø Bak, der bor i Ulfborg Kirkeby, ifølge tvmidtvest.dk. 

Stort flertal mod ulven
Det har tidligere været fremført i debatten om ulve, at jo længere vest på, man kom, jo mere upopulær er ulven. Og undersøgelsen bekræfter da også i nogen grad den forestilling. 

Således svarer næsten 70 procent af deltagerne i undersøgelsen, at de ikke ønsker vilde ulve i Danmark, mens det samme antal siger, at det skal være lovligt at skyde en ulv, hvis den kommer indenfor 100 meter af menneskelig beboelse. 

Senere i juni måned offentliggøres den nye vildtforvaltningsplan for ulve, der efter alt at dømme vil betyde, at det bliver lettere at regulere såkaldte problemulve.

Læs også