MILJØ Landmænd og lodsejere i hele Danmark kan nu søge om tilskud til at etablere et minivådområde og dermed hjælpe miljøet. Og i år er der ekstra tid til at få sendt ansøgningen ind til Landbrugsstyrelsen. Fødevareminister Mogens Jensen har besluttet at forlænge ansøgningsrunden med over tre måneder.

- Vi skal have flest mulige minivådområder, som kan hjælpe miljøet ved at opsamle kvælstof. Når vi beder landmænd og konsulenter om at sikre mere lokal koordination, så er vi også nødt til at give lidt den anden vej. Derfor har jeg besluttet at give dem over tre måneder ekstra til at sende ansøgningerne ind, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Forlængelsen af ansøgningsrunden kommer efter, at Landbrugsstyrelsen i sidste måned opfordrede oplandskonsulenter, kommuner og landmænd til at koordinere placeringen af minivådområder. Det er tredje gang, at landmænd og konsulenter kan søge om at få tilskud til at etablere et minivådområde. I 2019 ansøgte 338 landmænd om at anlægge et minivådområde.

I år er ansøgningsrunden åben fra den 28. februar og frem til den 11. august. I alt er der 115 mio. kroner i puljen i 2020. 

jba