Viceformand: - Vandråd skal igen på arbejde
Landbrug & Fødevarers viceformand Thor Gunnar Kofoed opfordrede på østfynsk vandlaugsmøde til, at flere etablerer minivådområder. Samtidig ærgrer han sig over den aktuelle kvælstofdebat, som han ikke finder et videnssamfund værdigt.
- Landbruget har ikke haft en jordisk chance for at nå at etablere tilstrækkelige frivillige tiltag for nedbringelsen af kvælstof til vandmiljøet.
Men efter et 2017 med umulige klimatiske forhold har vi i 2018 overopfyldt i forhold til kravene i Landbrugspakken, blandt andet med de mange og veletablerede efterafgrøder og mindre gødskning.
- Derfor er det ærgerligt, at det forestående valg har medført en politisk debat, hvor landbruget på den måde svines til, siger Landbrug & Fødevarers viceformand Thor Gunnar Kofoed med henvisning til den verserende kvælstofdebat i medierne.
- Det viser, at vi landmænd kan præstere, men det kunne vi bare ikke i 2017. Derfor er debatten ikke værdig for et videnssamfund som vores, understregede viceformanden, da han forleden var gæst ved generalforsamlingen i Nyborg Vandlaug.
- I slipper ikke
På mødet i Ullerslev Forsamlingshus erkendte han, at der endnu er et stykke vej, før målene i Landbrugspakken om 3.500 tons mindre kvælstof i 2021 bliver nået ad frivillighedens vej.
- Vi venter ikke mindst på det offentlige, der arbejder med førsteprioriteten, som er etablering af de større vådområder. Lige nu er omkring 400 minivådområder i pipelinen på landsplan. Det er kun en tredjedel af behovet, så mange flere af jer lodsejere skal i gang.
- I slipper ikke, understregede han og opfordrede til, at man får hjælp hos sin rådgiver eller oplandskonsulent til at undersøge, om der er mulighed for et sådant anlæg på sine jorde.
- Væk fra Miljøstyrelsen
Thor Gunnar Kofoed understregede over de 40 fremmødte vandlaugsmedlemmer, at netop vandløbene har en afgørende betydning på miljøområdet og for afvandingen i de ændrede klimaforhold.
- Derfor er det ærgerligt, at der nu også her er gået valgkamp i den. Miljø- og fødevareministeren har meldt ud, at vandrådenes arbejde ikke er spildt, men der kommer ikke til at ske mere før efter valget.
- For at komme videre skal beslutningerne væk fra Miljøstyrelsen, for at sige det rent ud. Arbejdet skal laves om, og derfor skal de guidelines, som vandrådene har arbejdet efter, ændres og ikke mindst være tilpasset EU’s krav. Det kan jo ganske enkelt ikke passe, at 30 procent af vandløbene i de øvrige europæiske lande er klassificeret som kunstige, hvor tallet herhjemme kun er fire procent, påpegede viceformanden og fandt det nødvendigt, at holdningen i Miljøstyrelsen bliver ændret.
- Og det skal ske med jeres hjælp. Derfor skal de lokale vandråd igen i arbejde. Der skal kigges på hvert enkelt vandløb for at få en korrekt klassificering, og ikke mindst i forhold til den nødvendige vandledeevne, som er afgørende for afvandingen.
- Spildt arbejde
I sin beretning havde formanden for Nyborg Vandlaug, Erik Jensen, Haulund ved Tårup, forinden beklaget, at den seneste runde i det lokale vandråd havde været spildt.
- Vi er ganske enkelt ikke blevet hørt. Derfor må Jacob Ellemann (miljø- og fødevareministeren, red,) træde i karakter, påpegede formanden i sin beretning.
Heri fremhævede han laugets gode samarbejde med Nyborg Kommune, hvor der i årets løb har været afholdt fire møder.
Ved generalforsamlingen deltog fire medarbejdere fra kommunens teknik- og miljøafdeling, som redegjorde for status for vandløbsvedligeholdelsen, færdigudførte projekter og kommende vandløbsprojekter, herunder vådområder og muligheder herfor i kommunen.
Oplæg fra oplandskonsulent
Også oplandskonsulent Anne Sloth fra Centrovice havde et indlæg ved den velbesøgte generalforsamling, hvor hun agiterede for etablering af minivådområder.
- Her i området er det første fynske minivådområde nu undervejs (anlægget på Anhof ved Øksendrup, som tidligere omtalt her i avisen, red.). Men der er meget lang vej endnu, lød det fra oplandskonsulenten ved hendes gennemgang af både kravene til frivillige virkemidler fra landbruget for nedbringelse af kvælstofudledningen og tilskudsmuligheder, projekteringen og etableringen af et sådant anlæg.
Anne Sloth udledte på mødet sedler, hvor deltagerne kunne skrive sig på som interesseret i et eventuelt minivådområde, hvis muligheden er til stede på ejendommen.




































