AKD: - Vi tror stadig på fremtiden
AKD (Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark) holdt ordinær generalforsamling for regnskabsåret 2024/2025 i Helle Hallen – og der er fortsat tro på fremtiden, kunne bestyrelsesformanden fastslå.

Bestyrelsesformand i AKD, Viggo Conradsen, ser lyst på fremtiden for kartoffelbranchen i Danmark trods flere udfordringer. Pressefoto
Bestyrelsesformand Viggo Conradsen indledte sin beretning for regnskabsåret 2024/2025 med nogle betragtninger om AKD (Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark som del af andelsbevægelsen.
- AKD er et andelsselskab, og et andelsselskab bygger på idéen om at opnå resultater i fællesskab. Som andelshavere har vi en ret, men vi har også en pligt, og netop viljen til at også at bringe noget ind i fællesskabet er en værdifuld kvalitet, forklarede Viggo Conradsen.
- Det gælder for AKD’s andelshavere, og det gælder også for det større fællesskab som AKD indgår i sammen med vores kolleger i Karup Kartoffelmelfabrik, i form af vores selskab KMC. I begge tilfælde er traditionen for at stå sammen og viljen til at bidrage til fællesskabet en vigtig del af grundlaget for de resultater, vi har opnået i branchen, fortsatte formanden.
Et tilfredsstillende resultat
Et af de håndgribelige resultater som AKD har opnået, er et godt resultat for regnskabsåret 2024/2025. De to produktionsanlæg i Brande og Toftlund har forarbejdet 8,5 mio. tdr. kartofler i forhold til sidste års 8,3 mio. tdr. kartofler. Samtidig er omsætningen steget fra sidste års 1,380 mia. kr. til 1,430 mia. kr. i år.
- Andelshaverne har igen opnået en fornuftig afregning for deres kartofler i 2024/2025, og i bestyrelsen betegner vi årets resultat som »tilfredsstillende«, fortalte Viggo Conradsen.
- Og den øgede produktion er endda sket på trods af avlsmæssige udfordringer. Vi startede med et sent forår som betød sen lægning af kartoflerne, og de generelt store nedbørsmængder i 2024 faldt meget forskelligt, og druknede nærmest kartoflerne en del steder.
Tro på fremtiden
Verdenssituationen og udsigterne for den globale økonomi er særdeles usikre her i midten af 2025. Samtidig står dansk landbrug står overfor mange forskellige udfordringer, som hver især kan få store konsekvenser. Men det får ikke Viggo Conradsen til at miste modet.
- Meget afhænger af om vi kan få de rigtige rammebetingelser for kartoffelavlen, og da kartoflen kan levere på mange af de ønsker, der er til fremtidens afgrøder, tror vi på at det lykkes at finde gode løsninger, sagde han.
- Derudover ser vi aktuelt ind i en fornuftig afsætning af vores produkter, og vi har en stærk tro på både vores dygtigere andelshavere og på fremtiden. Vi har netop budt ca. 60 nye avlere velkomne i AKD, og vi planlægger at investere i omegnen af en milliard kroner i udvidelse af produktionen i løbet af de kommende 5-6 år.
- Vi forventer, at stivelseskartoflerne fortsat vil være en attraktiv afgrøde for vores andelshavere, både dyrkningsmæssigt og økonomisk, og at det globale fødevaremarked vil fortsætte med at efterspørge stadig flere af vores produkter, sagde formand Viggo Conradsen afsluttende.
Valg til bestyrelsen
Som en del af den fusionsaftale der forenede AKM og AKS til AKD i 2022, var det besluttet, at den nuværende bestyrelse på i alt ni medlemmer skulle reduceres til syv ved dette års generalforsamling – og at alle medlemmer af bestyrelsen var på valg.
Det resulterede i, at Gregers Kristensen, Vejen og Michael Lassen, Ribe ikke opnåede genvalg. Formanden takkede dem begge for deres store indsats for AKD.
Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig uændret med Viggo Conradsen, Agerbæk som formand, Henning Thybo, Arnborg som næstformand og Søren Clausen, Bredebro som sekretær. De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Carl Heiselberg, Vojens, Jens Ebbensgaard Kjær, Ulfborg, Mads Rasmussen, Kibæk og Jacob Sig Hansen, Brande.