Tidligere minister tiltræder i Engskos bestyrelse

Danmarks tidligere udviklingsminister, Christian Friis Bach, træder ind i bestyrelsen hos møllestenproducenten Engsko A/S ved årsskiftet.

Tidligere udviklingsminister og medlem af Folketinget, Christian Friis Bach, indtræder i bestyrelsen for Engsko A/S fra 1. januar 2021. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse tirsdag.

Engsko er en mere end 120 år gammel virksomhed med udgangspunkt i Randers, der producerer møllesten og kværne, som sælger især i Afrika og Mellemøsten. Produktionen foregår på egne fabrikker i Etiopien, Indien og Sydafrika.

Christian Friis Bach kommer til Engsko A/S med mange års erfaring inden for internationalt samarbejde og stor indsigt i de udfordringer, der er i udviklingslande. Og spørger man bestyrelsesformanden Peter Hansen, ser han frem til samarbejdet.

- Vi er rigtig glade for, at Christian har sagt ja til at indtræde i Engskos bestyrelse, som vi anser som en stor styrkelse af selskabet, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Også Christian Friis Bach selv glæder sig til at tage opgaven på sig.

- Jeg glæder mig til opgaven. Engsko er en god og spændende virksomhed, der gør en positiv forskel inden for fødevareforædling og skabelse af arbejdspladser i verdens fattige lande. Der er en kværn eller en møllesten fra Engsko bag millioner af måltider i verden hver eneste dag  siger han.

Christian Friis Bach driver i dag virksomheden warfair og er tidligere dansk udviklingsminister, undergeneralsekretær i FN og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. Som uddannet agronom og deltidslandmand har han samtidig et godt kendskab til fødevareerhvervet.

Læs også