LandboGruppen SYD åbner nyt kontor i Sønderborg
Den 1. maj vendte den 50-årige Lars Bukhave tilbage til LandboGruppen, og nu er han klar til at stå for den daglige drift i LandboGruppen SYDs nye afdeling i Sønderborg.
Forleden satte Lars Bukhave nøglerne i LandboGruppen SYDs nye afdeling og lokaler på Coriolisvej 1 i Sønderborg for første gang. Det markerer et nyt kapitel for Lars, og også for LandboGruppen JYSK, der dermed er til stede i det Syd – og Sønderjyske. LandboGruppen SYD, bliver nemlig en afdeling under LandboGruppen JYSK og skal styrke positionen i det Syd – og Sønderjyske område.
- Jeg er født og opvokset imellem Aabenraa og Sønderborg og er i dag lokalt forankret i området omkring Sønderborg. Så sagt med et glimt i øjet, har jeg en ganske udmærket hjemmebanefordel i det Syd- og Sønderjyske område, siger Lars Bukhave.
Bred erfaring
LandboGruppen er specialiserede indenfor salg af liebhaverejendomme, skovejendomme, hobbyejendomme og i særdeleshed salg af produktionslandbrug, og her har Lars også en form for hjemmebanefordel.
- Ud over at Lars er uddannet landmand, og har været selvstændig fuldtidslandmand med egen virksomhed i ti år, er han en meget sympatisk fyr. Han er stadig landbrugsfagligt aktiv, med et mindre planteavlsbrug. Dette kombineret med hans erfaring fra bankverdenen og som mægler giver det Lars alle de rette færdigheder i forhold til at drive afdelingen i Sønderborg, samt rådgive kunderne på den bedst mulige måde, siger Jørn Lauritsen, der er direktør i LandboGruppen JYSK.
Klar til kunderne
Lars Bukhave er klar til at møde kunder, og han er allerede begyndt at række ud til netværket og kontakter.
- Jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang med markedsføringen og møde kunderne. Det giver mig et boost at skabe den gode relation, lytte til - og forstå sælgers ønsker og drømme og sammen med dem skabe grundlaget for det bedst mulige salg af deres livsværk, siger han.
Interessen for dansk landbrugsjord og ejendomme fra udenlandske købere er fortsat stigende, og det er også en type kunder, han ser frem til at arbejde sammen med.
- Mit sproglige og faglige fundament, giver mig et godt udgangspunkt for at servicere denne type af købere. Det kan både være det udenlandske ægtepar, der vil købe en gård i Danmark eller investorer, der ser et potentiale i at købe eller drive landbrug i Danmark, siger han.