Greenpeace klager til Forbrugerombudsmanden over Danish Crown

I endnu et forsøg på at bremse Danish Crowns kampagne »klimakontrolleret gris«, så har Greenpeace klaget til forbrugerombudsmanden. I sidste uge truede andre foreninger med retssag.

Danish Crowns kampagne »klimakontrolleret gris«, har i den grad bragt sindene i kog blandt en række grønne foreninger

I sidste uge truede tre foreninger med, at de vil stævne Danish Crown for kampagnen, og mandag morgen meddeler Greenpeace, at de har gjort alvor af deres trussel fra sidste uge, om at klage til Forbrugerombudsmanden.

Ifølge foreningerne er det i strid med Markedsføringsloven, når Danish Crown markedsfører grisekødet, som klimakontrolleret.

- Danish Crowns »klimakontrol« består af frivillige, uforpligtende målsætninger, og er dermed ikke meget andet end et salgstrick.Vi vurderer derfor, at Danish Crowns selvopfundne mærkningsordning er vildledning i værste potens og direkte skadelig for den grønne omstilling. Kampagnen bør derfor stoppes omgående, lyder det fra Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace.

Ifølge Greenpeace kan Danish Crown ikke dokumentere, at slagterikoncernens svinekød er mindre skadeligt for klimaet end svinekød fra konkurrerende producenter - hverken i Danmark eller i andre lande.

Afviser kritk

Allerede i sidste uge, inden Greenpeace havde gjort alvor af truslerne om at klage til Forbrugerombudsmanden, lød det fra Danish Crowns kommunikationsdirektør, Astrid Gade Nielsen, at man ikke mener, at Greenpeace har ret i sin kritik.

Til Børsen sagde hun:

. Vi mener, at programmet, der ligger til grund for »klimakontrolleret gris«-kampagnen, er rimelig robust, da samtlige griseandelshavere i Danish Crown har forpligtet sig til at reducere deres CO2-aftryk med 50 prorcen inden 2030. Det mål skal vi nå sammen.

- Landmanden får et certifikat, hvor der står, at han har forpligtet sig til at reducere med x procent. Det følger vi op på efter tre år. Vi forpligter hinanden på, at vi som selskab over for kunder og forbrugere har meldt ud, at vi vil reducere 50 pct. i 2030, sagde Astrid Gade Nielsen.

Greenpeace oplyser i sin pressemeddelelse, at klagen til Forbrugerombudsmanden er udformet i samarbejde med LIGA Advokater, som er specialiseret i markedsføringsjura.

Her opfordrer man til, at Danish Crown bliver pålagt at trække kampagnen tilbage, berigtige de vildledende påstande i offentligheden samt betale en bøde, der står mål med kampagnens omfattende og vildledende karakter.

I sidste uge truede foreningerne Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening med retssag mod Danish Crown som følge af kampagnen.

Læs også