Den amerikanske producent af malkeudstyr og -robotter, BouMatic, overtager Kolding-virksomheden SAC Group, der producerer komplette malkesystemer.
SAC, der har hovedsæde i Kolding, vil fremover operere som et fuldt ejet datterselskab af BouMatic. Detoplyser den amerikanske producent af malkeudstyr, BouMatic, i en pressemeddelelse.
- Vi er glade for at gå sammen med SAC. Dette partnerskab bringer hidtil usete muligheder i overensstemmelse med vores strategi om at vokse globalt og udvide vores muligheder for at samarbejde med mælkeproducenter over hele verden. Vi vil også kunne supplere hinanden på flere andre områder, for eksempel i form af et stærkere produktsortiment og fremadrettet produktudvikling, siger Carsten Nielsen, General Manager for BouMatic Europe.
BouMatic og SAC er begge familieejede virksomheder, der har været aktive på malkeudstyrsområdet i mere end 85 år.
- Vi har mange nøgleværdier til fælles, såsom vores fokus på mælkekvalitet, bæredygtighed, dyrevelfærd samt mælkeproducentens indtjening. Denne kombination gør det muligt for de to erfarne virksomheder at alliere sig, og blive den mest pålidelige partner i branchen, siger Carsten Nielsen.
Grundlagt i 1938
SAC Group-indehaver og 3. generation i virksomheden, Steen A. Christensen, er også tilfreds med handelen.
- Vi er glade for at have indgået aftale med BouMatic om den fortsatte drift af virksomheden. BouMatic er en meget seriøs, kompetent og global spiller i landbrugssektoren. Det har været vigtigt for mig, at virksomhederne blev overdraget til en ny ejer, som vil fortsætte med at drive virksomhed med de stolte traditioner og værdier, som gruppen er bygget op på, og som har været virksomhedens fundament, siden min bedstefar startede den op i 1938.
SAC blev grundlagt i 1938 af Svend Aage Christensen, og producerer både traditionelle og automatiske robotmalkesystemer. SAC driver også den Holland-baserede virksomhed, Hokofarm Group, der udvikler datadreven malknings- og fodringsteknologi. Udover hovedkvarteret i Danmark og Hokofarm Group i Holland, har SAC datterselskaber i Rusland og Frankrig.
Strategisk tiltag
Boumatic oplyser, at SAC-varemærket og dets produkter vil fortsætte efter overtagelsen, og at SACs internationale netværk på næsten 100 forhandlere, primært i Europa og Rusland, fortsat vil sælge og servicere SAC-produkter og -anlæg.
- Dette betyder, at både BouMatic- og SAC-kunder fortsat kan regne med service, levering og support til begge mærkers produkter. I de kommende år forventer vi, at BouMatic og SAC i fællesskab vil skabe effektiviseringer og optimerede løsninger til glæde for vores kunder såvel som samarbejdspartnere verden over, lyder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:
- Opkøbet af SAC Group er et klart strategisk tiltag for BouMatic, der vil gøre det muligt for den nye konstellation i fællesskab at vokse som en af de få globale komplette leverandører af udstyr til mælkeproducenter.
- Fremadrettet overvejer BouMatic Group yderligere opkøb, der vil styrke virksomhedens position, forbedre produktpaletten, og introducere innovative løsninger til malkeindustrien.
BouMatic Group har mere end 400 ansatte fordelt på seks lokationer. Virksomheden har hovedkontor i Madison Wisconsin og derudover datterselskaber i Houston, Texas (USA); Skjern, Danmark; Emmeloord, Holland; Remicourt, Belgien; Massy, Frankrig og Kempten, Tyskland.