Krampe skubber til læsset
Tyske Krampe Fahrzeugbau tager blandt andet deres karakteristiske røde RamBody afskubbervogne med til Græsland ’25 for at tale om effektiv logistik, sikker kørekomfort og individuelle løsninger.

Krampe RamBody fås i tre modeller fra 32 til 55,5 kubikmeter. Foto: Krampe
Den første Krampe RamBody så dagens lys i 2022, og siden da er det gået stærkt. Faktisk så stærkt, at der er lidt kø for at få vognene leveret fra fabrikken i Tyskland. Men hvordan er det lykkedes for Krampe at komme så hurtigt ind på et nyt marked? For Kenneth Brønner, der er Krampes salgschef i blandt andet Danmark, er svaret nemt.
- Med Krampe RamBody køber du en gennemtænkt løsning, der effektiviserer din logistik. Du får meget mere end bare en EU-typegodkendt kvalitetsvogn med 5 års garanti. Vi kan for eksempel levere dem med luftaffjedring, volumenbagsmæk, Isobus, et avanceret vejesystem og for eksempel TwinTop-afdækning eller en af vores automatiske presenningsløsninge – og så er den lynhurtig til at læsse af, siger han.
Da Krampe RamBody blev lanceret, fandtes der kun en to-akslet 41 kubikmeter model med modelbetegnelsen Krampe RamBody AS750. Siden kom en volumenbagsmæk, der gav yderligere 2,5 kubikmeter volumen, og nu findes der både en mindre og en større model, så kunderne har mulighed for at vælge mellem to forskellige to-akslede vogne og en tre-akslet model.
Volumenmæssigt spænder de fra 32 til 55,5 kubikmeter - og Krampe regner altid i strøget mål, så i praksis kan der nok være lidt mere, understreger Kenneth Brønner.

Muligheden for at holde et konstant lavt tyngdepunkt og læsse af hurtigt er et par af argumenterne for RamBody-afskubbervognene fra Krampe. Her ses den største model.
Lejlighed til at sparke dæk
Krampe RamBody tømmer vognkassen via en robust afskubberplade med et stort integreret vindue, der sikrer, at chaufføren har frit udsyn til vognkassen under fyldning og tømning.
Et centralt, langsgående profilrør udformet som en pil beskytter de hydrauliske cylindre, der udfører aflæsningen. Her arbejder nogle kraftige hydrauliske cylindre og sikrer stabil fremdrift og hurtig tømning af vognkassen.
- Krampe RamBody er en serie virkeligt stærke, hurtige kvalitetsvogne, der kører godt på landevejen og i marken. Vi har solgt og leveret en del i Danmark allerede, men der er sikkert mange, der ikke har haft lejlighed til at sparke dæk endnu, så jeg glæder mig til at vise dem frem på Græsland ’25 sammen med vores danske forhandlere, siger Kenneth Brønner.