Når Tour de France kommer til Danmark til sommer, vil virksomheden Landevejsgaarden markere cykelruten gul med vilde blomsterstriber, skriver Landevejsgaarden i en pressemeddelelse.
- Vi vil så vilde gule blomsterstriber langs Tourens cykelrute, der går fra Roskilde over Kalundborg til Nyborg, og fra Vejle til Sønderborg. Blomsterblandingen består af et morgenfrue-mix, gul okseøje samt guldvalmue, og de blomstrer fra først i juni og hen i efteråret. De gule blomsterstriber vil markere ruten og vil være tydelige, både når der filmes fra landevejen og fra luften. Det vil give en masse PR, da det ikke er set før, og vi får sat Danmark på verdenskortet. Men bierne og insekterne vil være de ægte vindere, når vi omdanner Tour de France-ruten til ét stort spisekammer, siger Rasmus Petersen på vegne af Landevejsgaarden.
Målet er at nå mere end 100 km gule blomsterstriber, og Landevejsgaarden er klar til at gå i gang med opgaven, så snart der er fundet tilstrækkelige sponsorer, der ønsker at være med til at male Touren gul.