Advokater forener kræfterne

De to nordjyske advokatfirmaer Norden Advokatfirma og Advokathus Nord er slået sammen.

Norden Advokatfirma og Advokathus Nord er blevet enige om en sammenlægning, som skal styrke den faglige profil med en lokal forankring. Målet er, at både privatkunder og det nordjyske erhvervsliv i fremtiden vil kunne trække på en bred vifte af specialiserede ydelser.

Norden Advokatfirma og Advokathus Nord vil fortsætte under navnet Norden Advokatfirma og bestå af 40 medarbejdere fordelt på kontorer i Brønderslev, Aalborg, Aabybro og Aars.

- Vi kombinerer høj faglighed med lokal tilstedeværelse. Det betyder helt konkret, at vi styrker vores position i markedet ved at have kvalificerede juridiske serviceydelser tæt på vores kunders hverdag. Det betyder også, at vi kan tage større opgaver, der kræver flere ressourcer eller er mere komplicerede, siger administrerende direktør og partner Mads Kringelbach.

Styrker rekrutteringen

Udadtil vil kunderne i Advokathus Nord i første omgang kun skulle forholde sig til det nye navn. Sammenlægningen betyder nemlig, at medarbejderne fra de to advokatfirmaer fortsætter i de samme stillinger som inden sammenlægningen. Ifølge partner i Advokathus Nord, Gert Storkborg Jensen, vil Norden Advokatfirma, udover at styrke sin profil på markedet, også blive styrket internt.

- Med sammenlægningen får vi endnu bedre muligheder for at rekruttere nye medarbejdere, der ønsker at arbejde i et spændende fagligt miljø med engagerede medarbejdere og mange kunder. I Norden Advokatfirma får vi et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi komplementerer hinanden med den nyeste viden, og en størrelse, der giver yderligere muligheder for specialisering, siger Gert Storkborg Jensen.

Moderne rammer i LandboNords nye tilbygning

På sigt vil kontorerne i Brønderslev blive samlet på én adresse i forbindelse med LandboNords planlagte tilbygning.

- Vi er glade for snart at kunne samle de to kontorer i Brønderslev i nogle attraktive omgivelser, hvor vi får endnu mere plads at boltre os på. Derudover har vi den fordel at dele adresse med et stort rådgivningshus som LandboNord, hvor en række fagkompetencer rettet mod erhvervslivet er samlet, siger Gert Storkborg Jensen.

Kontoret i Aabybro på Viaduktvej i det gamle posthus fortsætter uændret.

Læs også